Interview med Anja C. Andersen om formidling

Lennart Kiil: Hvordan og hvornår blev du første gang interesseret i naturvidenskab?

Anja C. Andersen: Det var den gang, jeg gik i syvende klasse. Der havde jeg en vikar i fysik- og kemiundervisningen, som var astronomistuderende - Uffe Grå Jørgensen, som nu faktisk er min kollega på Niels Bohr Instituttet - og han fortalte enormt meget om astronomi og fysik og tog os med i Rundetårnet.

Jeg syntes det alt sammen lød meget spændende, og så gik jeg hjem til min mor og far og sagde, at jeg gerne ville være astronom ligesom Uffe.

Så sagde de, at det lød meget interessant.

LK: Det var tidligt!?

AA: Jo, altså mine egne børn er jo helt stressede. De går i niende nu, og de ved ikke, hvad de vil med deres liv. De har sådan spurgt, skal man vide det?

LK: Man er vel også lidt heldig, hvis man løber på en så begejstret underviser så tidligt?

AA: Jo, jeg var et meget godt eksempel på, at det var én begejstret person man løb på, der så gav en ideen: Gud, det kunne man jo også med sit liv!

Og så har jeg holdt fast i det.

Så det er faktisk også en af grundende til, at jeg tager ud og holder foredrag, for jeg har jo på egen krop oplevet, at det godt kan betyde noget.

Det kan godt betyde noget, at man på et eller andet tidspunkt i sit liv møder en, der virkelig brænder for noget.

LK: Så har du næsten svaret på mit næste spørgsmål også; om der er nogen bestemt person eller begivenhed, der har været til inspiration?

AA: Ja, men hvis man skal fremhæve nogen, vil jeg også sige Jens Martin Knudsen, som var lektor hos os og døde for et par år siden.

Ham der forskede i Mars. Jeg ved ikke, om du kan huske ham? Han optrådte meget i TV og fortalte meget om Mars og Tycho Brahe. Han har nok været en hel stor rollemodel for mig.

LK: Han havde også den der smittende begejstring...

AA: Ja, altså dels var han en ildsjæl, dels var han en glimrende formidler. Så han har været rollemodel for mig både på det faglige plan, men også på det formidlingsmæssige.

Men han var også sådan et meget generøst og kærligt engageret menneske.

Så altså, også som menneske havde han meget at byde på. Så han havde alle facetterne.

LK: I hvilken udstrækning mener du, at formidling skal laves af forskere og i hvilken af journalister?

AA: Jeg mener, at begge dele er vigtigt.

Det har noget at gøre med, at det forskeren kan - som kan være svært for journalisten - er, at forskeren brænder jo helt vildt meget for lige præcis dét forskeren laver. Derfor kan man formidle en smittende begejstring, som måske er lidt anderledes, end når man er professionel formidler.

Til gengæld er forskerens hæmsko, at man måske nogen gange har svært ved at ramme niveauet, og fordi man er så begejstret, for lige præcis det man selv forsker i, så er man måske ikke altid lige så god til at forklare det på en måde, så andre forstår det.

Holger Bech Nielsen er måske et godt eksempel. Folk er vilde med at høre ham, for han er utrolig god til at formidle begejstringen. Men hvis man gerne vil forstå, hvad det går ud på (griner) -- så er det måske bedre med en professionel formidler, der rent faktisk kan trække det ned på det niveau, hvor folk befinder sig.

LK: Så, de to roller komplementerer hinanden meget godt?

Ja, præcist. De to roller har noget forskelligt at byde på.

LK: Mener du, der er et effektivt samarbejde mellem forskere og journalister i Danmark?

AA: Ja, det synes jeg faktisk, der er ved at være. Du ved, som forsker ønsker man sig jo altid, der var flere videnskabsjournalister. Som ville skrive noget mere om videnskab.

Jeg synes jo, der er alt for lidt videnskab i alle medier (griner.)

Men jeg synes faktisk, der er mange journalister, der viser fin respekt for forskerne.

Der er også flere og flere forskere, der evner at vise respekt for journalister. Den har måske haltet lidt mere. Der har været lidt en tendens til ikke at respektere journalisternes måde at arbejde på. Journalisternes måde at arbejde på er jo fuldstændig anderledes. Vidt forskellig fra forskernes - så det er også noget med kultur.

Når en journalist ringer til en forsker, nytter det ikke noget at sige, ved du hvad, jeg har travlt, men jeg kan svare på det i overmorgen. Så der må forskeren på en eller anden måde forstå, at man skal kende nok til journalister til at vide, de har nogle andre arbejdsforhold, og derfor være imødekommende overfor journalisten.

Det tror jeg, er en vigtig lære. Til gengæld skal journalisten selvfølgelig også forstå, at forskeren har nogle andre arbejdsforhold, og derfor måske for journalisten kan føles lidt tung at danse med.

Når man spørger en forsker om noget, får man jo aldrig et 'ja' eller et 'nej.' Det er altid 'på den ene side' og 'på den anden side.'

(Griner) Som jo er forskningens natur, ik?

Der er mit indtryk, at begge sider gør sig umage. Der kommer faktisk megen god videnskabsformidling ud af det.

LK: Så det er blevet bedre i de senere år?

AA: Ja, det tror jeg. Altså bare fordi der er kommet fokus på det.

LK: Du har selv været meget aktiv. Men er det mest på eget initiativ eller er det oftest medierne, der er kommet til dig?

AA: Det er mest medierne, der er kommet til mig faktisk. Jeg har aldrig haft særligt meget held med at forsøget at sælge en historie til medierne.

(Griner) Journalister vil hellere selv finde på historierne, end de vil have dem påduttet.

Men jeg tror der er lidt tilfældigheder i det. Jeg blev engang i '98 inviteret i et TV studie for at fortælle om mit speciale. Det gjorde jeg åbenbart på en så begejstrende måde, at jeg blev inviteret ind igen i forbindelse med solformørkelsen i '99.

Så lagde journalisterne mærke til, at hende der, hun kunne tale dansk, hun var til at forstå, hun virkede kompetent, og hun så sød ud, mens hun sagde det.

Og så tror jeg nok, at jeg lever lidt højt på, at intervieweren tit er en lidt ældre herre - og researcheren - og derfor gør sig umage med at finde en som ikke er en ældre herre -- de fleste er en ældre herre i min branche (griner.)

LK: Men det leder mig til et andet spørgsmål. Det virker som om, medierne, når de først har fundet en ekspert inden for et område, holder sig til den ene, selvom der er flere andre?

AA: Ja. Der må jeg indrømme, at jeg gør det, når jeg bliver ringet op, at hvis det er en andens historie, altså hvis der er nogen i huset, som forsker i det; så henviser jeg til dem.

Dels fordi jeg har en mission, at jeg gerne vil have så mange forskere som muligt i fjernsynet. Det tror jeg er godt -- at vise forskellige ansigter. Så man får flere forskellige rollemodeller. For jeg er da sikker på, at jeg virker som rollemodel for nogen, men der er sikkert også nogen, der ikke kunne identificere sig med mig, og som måske kunne identificere sig med en anden.

Journalisterne kan også nogen gange have svært ved at finde en indgang til forskningsmiljøerne. Der kender de jo mig, så ringer de til mig, så er de jo glade nok for, at man bare peger dem videre i systemet.

LK: Så du formidler båden viden og kontakter (griner)?

AA: Ja.

LK: Et par spørgsmål lidt mere specifikt om astrofysik. Er dit emne taknemmeligt at formidle?

AA: Både og. Der er en stor interesse omkring emnet, men på den anden side er det et emne, folk ikke har den store hverdagserfaring med. Noget af det kan det være svært at give hverdagseksempler på.

Emneområdet er taknemmeligt fordi det rører ved det største. For eksempel er der jo ikke nogen, der ikke har tænkt over, at hvis universet er uendeligt, hvad udvider det sig så i.

Det har alle gået og overvejet, så hvis de tror, man kan sige noget om det, bliver de meget interesserede.

Der er meget filosofi i det, og når man er ude og holde foredrag kommer der ofte spørgsmål, hvor der også kommer religion ind i det.

LK: Men hvad så hvis der er noget, du ikke kan svare på?

AA: Jeg forsøger ofte bevidst ikke at give fakta, men prøver at give publikum en indsigt i, hvordan vi arbejder. Hvordan vi kommer frem til resultaterne. Hvilke data vi har til rådighed.

I stedet for at give folk leksikon-fakta - som meget videnskabsformidling jo også er - så synes jeg, det er langt sjovere, hvis man kan formidle måden at tænke på.

Hvordan ved vi, hvad vi ved? Og hvorfor mener vi, at verden hænger sådan sammen?

Så kan man jo forklare folk; hør, vi laver de her observationer på den og den måde, og vi ser det og det, og når vi så fortolker, det vi ser, så fortolker vi det på den og den måde på grund af det og det, og ud fra det mener vi, det hænger sådan og sådan sammen.

Så kan folk selv være med til at bedømme, om de mener, det er en rimelig måde at fortolke data på.

LK: Så du giver også lige et lynkursus i videnskabsteori?

AA: Ja, og forsørger at forklare, hvordan vi, der arbejder med naturvidenskab, arbejder. For det kan jo måske give folk nøglen til at forstå andre ting også.

Det er selvfølgelig meget ambitiøst, men på den anden side har jeg indtrykket af, at folk sætter meget pris på det, for så føler de jo også, at man tager dem seriøst ik'?

Man siger; jeg fortolker det sådan og sådan, og lægger samtidigt op til, at de har ret til at fortolke data på en anden måde. Så kan man diskutere frem og tilbage.

Der er sådan en myte, tror jeg, at i naturvidenskab, der går man ind i et lokale, og så kommer man ud syv år senere, og så har man Fermats sætning - eller sådan et eller andet.

Men det meste naturvidenskab, det foregår jo i dialog forskere imellem. Hvor man går og snakker og diskuterer og vender ideer og laver tankeeksperimenter og laver forsøg, og man har en hypotese om, at sådan hænger verden sammen. Så diskuterer man det; kunne det ikke være sådan og sådan. Så prøver man at finde ud af, om det er det ene eller det andet.

LK: Så du giver et indblik i processen...

AA: Ja, og jeg påpeger også, det vi ikke ved. Specielt hvis jeg taler til unge mennesker. For hvem gider komme ind et sted, hvor alle de spændende spørgsmål er løst?

Hvis man skal overbevise unge mennesker om, at de skal gøre en forskel på Niels Bohr Instituttet, så skal man jo huske at minde dem om, at vi har styr på fire procent af universet.

Der synes jeg, der er lidt en tendens til at man i skolen underviser dem i 400 år gammel fysik. Alt det som man har vidst længe. Det er nok fordi, det er nemt, og fordi det giver en nøgle til at kunne forstå mere, men det kan også risikere at give et billede af, at der ikke er så meget mere at komme efter.