Interview med Bjørn Lomborg

Lennart Kiil: Hvordan og hvornår blev du første gang interesseret i politisk videnskab?

Bjørn Lomborg: Da jeg studerede i USA under den kolde krig i firserne. Med atomtruslen som en del af hverdagen, spurgte jeg mig selv, hvordan kan jeg gøre verden et bedre sted og skabe fred. Det kan jeg som politiker med indflydelse, mente jeg.

Hvordan bliver man det, spurgte jeg mig selv? Man læser statskundskab. Senere fandt jeg ud af at det var sværere at blive politiker med indflydelse end som så. Jeg fandt også det akademiske aspekt mere interessant.

LK: Hvilken begivenhed eller person har haft afgørende betydning for, at din karriere udviklede sig som den gjorde?

BL: Det var da jeg fik Jørgen Poulsen som underviser. Han var interesseret i næsten alt, der foregik akademisk og han viste mig, at det at være akademiker, det er at tænke. Det kan både være fantastisk sjovt og spændende og underholdende - og også utroligt udfordrende!

Det var en omvæltning fra at føle, at jeg gik i noget, der nok godt kan kaldes en pølsefabrik, hvor man bare går fra den ene time til den anden og kommer gennem pensum, så blev jeg pludselig udfordret til at lære at tænke, til at lære at formulere gode argumenter og også se hvor fantastisk mange dårlige argumenter, der er i verden.

Det var en stor oplevelse for mig, og det betød også, at jeg pludselige kunne fordybe mig langt, langt mere i meget af den diskussion, som jeg synes, er afgørende for at deltage på et universitet.

LK: Synes du situationen generelt er blevet bedre med hensyn til at kunne være kritisk overfor det, der kommer frem indefra også - eller stiller man stadig ikke så meget spørgsmål ved det man hører? Tør man ikke udfordre, det man lærer på universitetet generelt?

BL: Jeg tror ikke så meget, det er et spørgsmål om at turde udfordre. Det er meget mere et spørgsmål om, at universiteterne - og det tror jeg, der har været de sidste 20-30 år - er blevet en pølsefabrik på den måde, at de fleste lærere i hvert fald også er tvunget til at tænke i årstilvækster og budgetter og få mange folk på holdene og finde de rigtige svar og tænke i masseeksamener og så videre -- som meget lægger op til, at der er et rigtigt svar. Hvilket er fint nok, når man skal lære folk de grundlæggende ting, men hvilket er knapt så fint, hvis man rent faktisk også skal lære dem at tænke og være selvstændige.

Selvfølgelig er der noget nostalgi i det, men altså den her idé, de stadigvæk bevarer på Cambridge og Oxford, hvor man stadig møder op to-tre og diskuterer hos professoren - det er en helt anden måde at få indblik i, hvad det vil sige at være intellektuel.

LK: Så problemet er, at der skal køres så mange gennem "fabrikken" så hurtigt som muligt?

BL: Ja, det er oplevelsen af at kunne få lov til at fordybe sig og komme med gode argumenter - og det tror jeg er utroligt vigtigt for universitetet. Det, tror jeg måske sommetider, vi forsømmer.

LK: Jeg kan se, du har formidlet lidt gennem internettet. Hvilken rolle, mener du, internettet skal spille i forhold til TV og trykte medier?

BL (Griner): For det første tror jeg ikke, det er op til mig at beslutte, hvilken rolle, det skal spille. For det andet, vil jeg også være tilbøjelig til at tro, der er noget, vi vil se hen ad vejen.

Nettet giver jo en mulighed for at finde informationer utroligt hurtigt. Wikipedia er jo et godt eksempel på, at du både kan have information, der er meget, meget bredt tilgængelig, gratis - og faktisk relativt god.

LK: Kan nettet give bedre muligheder for debat

Jo, men problemet med nettet - som dem der bruger det meget ved - er, at der også er ufatteligt meget sludder. Der giver avisernes debatsektion jo mulighed for at foretage en vis form for selektion i, hvad der er interessant - hvad der er væsentligt.

Det er vigtigt for mig, for der er masser af mennesker ude og kritisere mig, og jeg kan jo ikke på nogen rimelig måde forholde mig til det hele, og der har jeg simpelthen valgt at sige, at jeg forholder mig primært til det folk siger i de væsentlige trykte medier.

Det er ikke udtryk for, at de andre kritikpunkter ikke er væsentlige, men man bliver nød ti at sige, hvad - af alt det her - skal jeg forholde mig til. Der tror jeg stadigvæk aviserne - og det er jo også derfor folk stadigvæk læser dem - udfylder en væsentlig funktion, fordi de er med til at destillere og koncentrere, hvad det er, vi snakker om.

Der er gode blogs, men det har ligesom ikke taget endelig form endnu.

LK: Hvilke mål har du for din fremtidige karriere?

BL (Griner): Ja... Jeg vælger at se, hvor det er, jeg kan bruge det, jeg kan, bedst.

For øjeblikket er det klart i Copenhagen Census - og det forestiller jeg mig også, det vil være en lang række år fremover - hvor vi lige har lavet for latinamerika, men hvor vi også vil lave det for individuelle lande - og det kan vi gøre i mange år.

Men der er masser af områder.

Jeg deltager også i hele den globale diskussion om klimaforandringer. Og så håber jeg også, der er en del andre områder, som jeg gerne vil nå at besøge, når jeg er nået ud over klima og prioriteringer.

LK: OK - Så lige et par hurtige spørgsmål om din bog Cool It / Køl af: Du godtager at global opvarmning er en realitet og at den primært er menneskeskabt?

BL: Ja.

LK: Hvordan mener du, man kan skabe incitamenter til den teknologiske udvikling, der er nødvendig, hvis vi skal til roden af problemet?

BL: Ja. Der er mange der argumenterer for, at vi skal have meget højere energipriser. En CO2 skat.

Problemet er, at man skal passe på med ikke at beskatte den for højt, for ligesom der er en skadevirkning ved at beskatte den for lavt, er der faktisk også en skadevirkning ved at beskatte den for højt. Nemlig ved at vi ender med at have en mindre økonomisk vækst, end vi ellers kunne have haft.

Vi har jo også set, hvad der er sket med at energipriserne er mere end fordoblet – primært olie – og det har stadigvæk ikke medført at folk bruger væsentligt mindre.

Det der er helt afgørende er, at de teknologier, der skal komme om 20-30-40 år, de kommer ikke primært på grund af et markedssignal, men i langt højere grad fordi vi investerer i basal forskning, som kan medføre gennembrud, som senere gør det muligt for private virksomheder og føre næsten frugtbare teknologier til markedet.

LK: Så det nødvendigt med statsindgriben i markedet?

BL: Ja, men fuldstændig ligesom vi også accepterer, at medicinalfirmaerne laver ikke grundforskning, de laver ikke grundlaget for, hvordan skal medicinalindustriens produkter se ud om 50 år.

De laver det for, hvordan produkterne skal se ud de næste ti år.

Det er fint.

Men vi skal også sørge for, at vi investerer i basal forskning så vi kan lave endnu bedre lægemidler om 50 år. På fuldstændig tilsvarende vis skal vi også tænke energi.

Altså selvfølgelig skal energiselskaberne give os de bedste ideer inden for de næste fem-ti år, men vi skal sørge for, der er gode ideer om 50 år.

LK: Så markedet er for kortsigtet til at kunne løse problemet alene?

BL: Ja. Problemet er, at selvom du udvikler noget, der er klar om halvtreds år, er der ingen garantier for at du får din investering tilbage. Dem der er på markedet lever ikke af de store opdagelser i sig selv, men af alle de spin-offs, der opstår som konsekvens af grundforskningen. Det er derfor der er en stor kollektiv gevinst ved at investere voldsomt i forskning og udvikling.

LK: OK – sidste spørgsmål. Hvorfor tror du, så mange griber situationen omkring global opvarmning så ensidigt an.

BL: Problemet har fået et næsten religiøst aspekt for mange mennesker. Når nu Gud er død, kan det være en måde for folk at tilføre deres liv noget mening. Problemet ved det er bare, at vi bliver mindre effektive i at løse det, hvis vi ikke griber det rationelt an.