Navigation hos dyr har forundret os i århundrede og giver stadigvæk forskere grå hår i hovedet. Hvordan kan eksempelvis Monarch somemrfuglen med en hjerne på under 20 mg finde vej til dens overvintringsted mere end 4.000 km væk? Eller hvordan kan den arktiske terne flyve halvvejs over kloden med en præcision bedre end hvad menneskelige navigatører kunne præstere før opfindelsen af GPS systemet?

Vi ved nu, at den mest brugte navigationsmetode inden for dyreriget er at bruge Jordens magnetfelt som et kompas. Denne metode kendes hovedsageligt fra fugle, fisk og insekter, men er også fornyligt blevet fundet hos flagermus.

Sprøgsmålet om hvordan dyrene overhovedet sanser magnetfeltet er dog stadigvæk ikke besvaret tilfredsstillende. Forskere fra Princeton Universitetet og Caltech i USA har undersøgt dette spørgsmål i den store brune flagemus (Eptesicus fuscus).

Dyr ser ud til at bruge to forskellige metoder til at sanse magnetfeltet.

Den lys-afhængige magnetiske orienteringsmetode benytter en interaktion mellem magnetfeltet og enten magnetitpartikler inde i fotoreceptorer eller excitationsniveauer i fotopigment-molekyler.

Nogle dyr kan imidlertid orientere sig i fuldstændig mørke, muligvis ved hjælp af intracellulær magnetit, som er et biogenisk ferromagnetisk mineral. Brugen af magnetit er blevet påvist hos bakterier ved at få dem til at orientere sig i et kunstigt magnetfelt – hvor nogle bakterier orienterer sig mod nord og andre mod syd – og dernæst udsætte dem for en kort, kraftig magnetisk puls antiparallel til orienteringsretningen. Denne metode, som kaldes ’Kalmijn-Blackmore’ re-magnetiseringseksperiment, ændrer permanent nord-søgende bakterier til syd-søgende og omvendt.

Nogle flagermus kan, ligesom fugle, foretage sæsonbetingede migrationer på flere tusinde kilometer. Synet ser ud til at spille en afgørende rolle, hvilket antyder at flagermusene bruger den lys-afhængige metode til at sanse magnetfeltet. Men magnetite er imidlertid også fundet i flagermusens krop.

Forskerne indfangede flagermus og udsatte dem for ’Kaljmin-Blakemore’ eksperimentet før de igen satte dem fri 20 km nord for indfangningsstedet. Orienteringsretningen blev så målt ved at fasthæfte en lille radiotransmitter på flagermusene.

Ubehandlede flagermus og flagermus der blev udsat for en parallel magnetisk puls fløj i den rigtige retning mod det sted hvor de blev indfanget, hvilket flagermus, der blev udsat for en antiparallel magnetisk puls, ikke gjorde.

Resultaterne viser at magnetit-baserede receptorer spiller en vigtig rolle for sansningen af magnetfeltet hos den store brune flagermus og formentlig bliver benyttet til navigation sammen med den lys-æfhangige metode.

Kilde
Holland RA, Kirschvink JL, Doak TG, Wikelski M (2008) Bats Use Magnetite to Detect the Earth’s Magnetic Field. PLoS ONE 3(2): e1676. doi:10.1371/journal.pone.0001676.