Ny forskning viser, at edderkopperne kaldet sorte enker ændrer strukturen i deres edderkoppespind alt efter hvor sultne de er. Sultne edderkopper tilføjer flere klistrende silketråde og gør spindet mere effektivt end mætte edderkoppe.
Sorte enker (i slægten Lactrodectus) er berømt for deres stærke gift. Dog er de ret små og injicerer normalt kun en lille dosis gift, så deres bid er sjældent dødelig. Men da de er almindelige og findes over næsten hele verden (dog ikke i Danmark – i Europa og Asien kun i de sydlige egne) er sorte enker de edderkopper, der dræber flest mennesker på verdensplan. Sorte enker bygger 3-dimensionalle spind, der består af et lag af spind, støtte-tråde og klistrende tråde, der hænger ned mod substratet og fanger forbipasserende insekter. De kan genkendes på det røde timeglas mærke de har på undesiden af deres sorte bagkroppe.
Biologer fra Akron Universitetet i Ohio, USA sammenlignede spind og fangst-adfærd hos sultne og mætte edderkopper af den vestlige sorte enke (Lactrodectus hesperus) i laboratoriet.
De opdagede at sultne edderkopper bygger spind med et klart definineret lag og med mange klistrende tråde, hvor imod mætte edderkopper bygger mere disorganiserede 3-dimensionelle spind med mange krydsende tråde. Forskernes resultater viste også, at både sultne og mætte edderkopper er bedre til at fange fårekyllinger i spind som er bygget af sultne edderkopper.
Så hvorfor bygger mætte edderkopper mindre effektive spind? Forskerne mener, at det til dels kan skyldes, at de har mindre brug for mad, men hovedsageligt fordi at de krydsende tråde og det mere rodet spind sandsynligvis yder edderkoppen bedre beskyttelse mod rovdyr. Spind-strukturen kan derfor ses som et kompromis mellem at skaffe føde og yde beskyttelse, hvor edderkoppens mæthed bestemmer hvilken parameter der optimeres.
Kilde:
Zevenbergen, J. M., Schneider, N. K. and Blackledge, T. A. (2008). Fine dining or fortress? Functional shifts in spider web architecture by the western black widow Lactrodectus hesperus. Animal Behaviour 76, 823-829.
Indsend kommentar