Da jeg var dreng, ville jeg gerne være astronaut. Det var sådan set naturligt nok. Min far var jagerpilot. Så hvad andet end astronaut kunne være det største mål?

Citius, Altius, Fortius.

Astronaut er uden tvivl blandt de mest prestigefyldte jobs, der overhovedet eksisterer. Få andre jobs får så megen ren positiv opmærksomhed.

Det er også fint. For de bevæger sig på grænsen.

På grænsen af vore teknologiske formåen og på grænsen af, hvor langt vi er kommet i det fysiske rum.

At være astronaut er også forbundet med en stor risiko. Præcist som det var forbundet med stor risiko, når opdagelsesrejsende i gamle dage begav sig ud på ukendt territorium.

Alligevel handler for megen videnskabsjournalistik om astronauter og rumfart. Det er ude af proportioner når samtlige mainstreammedier rapporterer på forsiden, hver gang et eller andet obskurt land får deres første person i rummet eller når en eller anden rig mand betaler sig til fra det.

Uanset hvor spændende det job er. Uanset hvor spændende rumfart er, bliver det kedeligt, når det overeksponeres.

Astronauter står på skuldrene af giganter. De står på skuldrene af alt det vi som menneskehed har opnået.

En god videnskabsjournalistik er en, der formår at formidle den forståelse.

Derfor medier. Tag jer lidt sammen. Drop astronauterne og lav noget ordentligt undersøgende journalistik og find historierne der hvor de er i stedet for at lave det samme som alle de andre.