De følgende overvejelser vedrører den anden del af Dawkins' TV-serie 'The root of all evil?'

Dawkins dedikerer det meste af dette andet program til en noget anakronistisk kritik af det gamle testamentes moral, det er vel på sin vis i orden, eftersom der stadig findes mennesker, der tager tingene meget bogstaveligt.

Jeg vil i stedet gå direkte til den del, Dawkins - noget uærligt - præsenterer som eneste alternativ.

Dawkins har nogen gode pointer. For eksempel understreger han, at frit valgte moralske handlinger er overlegne i forhold til moralske handlinger, der udelukkende udføres ud af gudsfrygt. Desværre går Dawkins ikke i dybden med dette.

Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan Dawkins mekaniske materialisme skaber rum for de frie valg, der skal til, før at dette giver nogen mening.

Jeg ved heller ikke om Dawkins er klar over at den teori, som hans gæst, Ian McEwan, præsenterer ikke er naturalitisk. Faktisk er den en variation over Kants kategorsike imperiativ. Man finder også den samme tankegang i den gylde regel.

Det i sig selv viser vel, at gamle religioner godt kan indeholde vise sten.

Dawkins præsenterer også en anden mulighed for en sekulær moral, nemlig den evolverede.

Jo tak, men her er altså ikke tale om en moral i filosofisk forstand, men retter moralske følelser (moral sentiments). Problemet her er blot, at noget ikke nødvendigvis er rigtigt blot fordi det er udviklet. Vi kan sagtens føle noget er rigtigt uden det egentligt er det.

Der bliver også talt om, at var har et ansvar, det vil siges vi skal kunne stilles til regnskab for vores handlinger.

Begrebet ansvar er blot lige så tomt som begrebet fri vilje inden for videnskaben. Hvis altig blot er en effekt af en foregående årsag, giver det ingen mening at holde folk ansvarlige, for de har ikke haft noge indflydelse på det skete, de er fanget i en af fortiden determineret nutid. Hverken ros eller is giver mening.

Eftersom Dawkins lader til at benægte eksistensen af alt, der ikke kan påvises af videnskaben, får han et seriøst problem med værdier. Hans verdenssyn er goldt. Der er kun værdi i fysiske objekter og transiente følelser. Det leder til en Peter Singer'sk teori om moral og værdi, en slags hedonistisk nyttetænkning. Den slags leder til absurde konsekvenser og konklusioner.

En moral teori bliver da reduceret til en opskrift på, hvordan man tildrager sig nydelse og undgår smerte.

En noget fattig livsfilosofi.

Dawkins har ikke inkluderet nogen seriøse tænkere i rækken af modstandere, han præsenterer i sine to programmer. Ikke desto mindre bliver han præsenteret for et problem, han aldrig svarer på. Nemlig, bliver alt ikke tilladt, hvis der ikke er nogen Gud / Ultimative Værdier?

Dawkins udtrykker også en meget naiv 'moralsk' progressivisme, som man ikke ville forvente fra en evolutionær tænker. For eksempel ser han det som et stort moralsk fremskridt, den måde hvorpå vi nu ser homoseksuelle frem for tidligere.

Det er det også på visse måder.

Men hvad nu hvis vi ser på tingene fra et barns synspunkt. Er det ligeså godt at vokse op med to fædre som med en mor og en far?

Der er faktisk ikke tale om store moralske fremskridt, men nærmere ændringer i hvilke gruppers behov der tilgodeses.

Hvad er min egen mening om de her ting?

Jeg synes fint vi kan have sekulære moralske værdier. Faktisk er de helt nødvendige.

Blot ikke på bekostning af de religiøse.

Simpelthen fordi, de forskellige kan virke som backups i krise situationer. For eksempel var Nazi-tyskland og Sovjet kommunismen kun mulig fordi traditionelle moralske principper blev helt tilsidesat til fordel for en række sekulære 'videnskabelige' principper.

Samtidig er de sekulære moraler vigtige nu, hvor religiøse moraler truer med at tilsidesætte fornuftsmæssige moraler.

I øvrigt skal vi også have dem alle med, hvis ikke vi skal ende med en filosofi, der er til grin på lidt længere sigt.

Her er programmet: