Hver gang spørgsmålet om hvordan Danmark og EU skal klare sig i globaliseringen lyder - hører vi det samme svar!

I hvert fald fra officielt hold.

Vi skal nedsætte endnu en kommision, vi skal have et nyt topmøde, vi skal have en ny erklæring, vi skal have noget mere viden på området (underforstået, der skal sættes flere penge af til forskning inden for det område) og så videre.

Der er så uendeligt meget snak i Danmark og EU, så uendeligt meget planlægning og topstyring.

Væksten? Den er til gengæld uendelig lille.

I år 2000 i Lissabon enedes politikere, intellektuelle, eksperter og andet godtfolk om, at Europa skulle være verdens førende vidensøkonomi i år 2010.

Meningen var at innovation skulle være drivkraften bag en kraftig vækst i vidensøkonomien. Den berømte østrigske økonom Joseph Schumpeters tanker lå bag.

Nu, halvvejs igennem perioden, må det konstateres at målet er meget urealistisk.

Hvorfor har væksten været så lille?

Måske de europæiske politikere skulle have lyttet til nogle andre østrigske økonomer, von Mises og F. A. Hayek eksempelvis, i hvert fald hvad den bredere økonomiske politik angik.

For hele problemet med Danmark og, i måske endnu højere grad, EU, er at få omsat viden og innovation til økonomisk vækst. Ikke så meget at skabe viden og innovation.

EU er alt for rigid og bureaukratisk. Der er alt for mange politiske filtre på spil, når det skal besluttes hvem, der må få lov at benytte den viden vi alle betaler til. Ligeledes er det i Danmark.

De kulturelle og samfundsmæssige omstændigheder der ligger omkring ord som viden, innovation og iværksætterlyst er meget vigtige.

Det nytter ikke bare at beslutte, at nu skal vi have flere iværksættere.

Det skal gøres attraktivt i blive iværksætter!

Attraktivt for det enkelte individ. I sidste ende er det ikke politikere der bliver iværksættere, og ej heller dem der bør bestemme, hvem der skal være det. Det er en beslutning, der ligger hos den enkelte, og er påvirket af hvilket kulturelt klima personen befinder sig i, og hvad en sådan beslutning vil få af indflydelse på den enkeltes liv.

Politikernes rolle er derimod at sørge for, at et produktivt og initiativskabende kulturelt klima er tilstedeværende, hvori individer og samlinger af individer kan handle, og har incitament til at handle og skabe.

At give slip på planlægningens magt har politikere meget svært ved, og netop det er et meget alvorligt problem for Danmark og Europas fremtid.