Formidling af forskning og videnskabs fornemmeste opgave er at oplyse borgerne, så de kan deltage i den demokratiske proces, siger man.

Jeg er helt uenig. For mig ville det svare til at sige, at sportsjournalistikkens primære opgave er at gøre borgerne i stand til at kunne diskutere fodbold.

Sportsjournalistikken har selvfølgelig en bredere funktion, og hvis den giver nogle blod på tanden til selv at dyrke sport, i stedet for at sidde foran kassen og bare glo på fodbold, og diskutere kampen med en kammesjuk, er det glimrende.

Den gode sportsjournalistik motiverer altså læseren til selv at komme i gang - ikke direkte, men ved at skabe en kultur omkring sporten, der er tiltalende.

På samme måde er det med den gode formidling, og den gode videnskabsjournalistik. Den inspirerer læseren til selv at søge mere viden, til at skabe viden, og - ikke mindst - til at omsætte viden til produkt. Det skal den gøre ved at skabe en interessant, innovativ kultur omkring forskning og videnskab.

Det kreative og skabende element skal frem i lyset, og aktiveres hos læseren. Det er trods alt ikke uden grund, at det hedder videnskab.

Det skal naturligvis ikke forstås på den måde, at en læser efter artiklens afslutning sidder tilbage med en undren over hvad artiklen handlede om - på det rent teknisk journalistiske område skal den videnskabsjournalistiske artikel rundes af og historien lukkes som enhver anden journalistisk artikel.

Om så den journalistiske tilgang til formidling af videnskab, viden og forskning, er den bedste - eller bør være den eneste, er et andet spørgsmål.