Hvis man læser den artikel ovenstående blog kommenterer, bør det stå rimeligt klart, at det der diskuteres er grænsen for fri abort, ikke grænsen for abort som sådan. Det er spørgsmålet om, hvem der skal bestemme om en kvinde må få en abort indenfor en fastlagt grænse, der er til debat ikke den øvre grænse.

Jeg medgiver at udtalelsen "Der er absolut ingen gode argumenter for at ikke at have abortgrænsen til 24 uger. Hvem skulle bestemme, hvis ikke kvinden selv?" ikke er specielt præcist formuleret og vil derfor godt uddybe. Det jeg hævder er, at der ikke er gode argumenter for, at andre end kvinden selv skal have bemyndigelse til at afgøre, om hun må få en abort, så længe aborten sker på et tidspunkt hvor man fra samfundets side mener, at abort kan være acceptabel i en række situationer.

Lennart Kiil har selvfølgelig ret i at der er masser af argumenter mod abort: Disse argumenter har jeg diskuteret i forskellige sammenhænge, men det er ikke dem det drejer sig om her. Det der mangler gode argumenter for er, at afgørelsen om hvorvidt en kvinde må få en abort skal træffes af et samråd og ikke af hende selv. Problemet er at et samråd enten beskytter for meget eller for lidt. Hvis det forholder sig sådan at fosteret ikke har en interesse i et fortsat liv på det tidspunkt, hvor samrådet skal beslutte, så er det svært at se hvilke interesser det er, der varetages. Hvis der er en væsentlig samfundsinteresse, vil jeg gerne have den udpeget og jeg kan ikke se at hensynet til det personale, der skal udføre aborten har nogen særlig vægt. Hvis det er ubehageligt at udføre sene aborter ændres det vel næppe af, at aborterne er godkendt af et samråd. Forholder det sig omvendt således, at fosteret har en interesse i at fortsætte sit liv, så er samrådet urimeligt. Hvis det er situationen bør hverken et samråd eller kvinden selv kunne vælge abort. Det bør kun være en mulighed i helt særlige situationer, hvor det fx drejer sig om at vælge mellem kvindens liv og barnets.

Hvis man finder det rimeligt at et samråd kan beslutte at tillade abort fx i tilfælde af at fosteret har Downs syndrom og afvise abort på samme tidspunkt, fordi fosteret fx mangler en arm, må man kunne pege på en moralsk relevant forskel mellem de to situationer. Jeg kan ikke få øje på sådan en forskel. Bege tilstande er forenelige med et godt liv. Det er rigtigt at Downs syndrom sætter flere grænser for at menneskes udfoldelsesmuligheder end mangel af en arm, men deraf følger ikke at man i højere grad skulle have lov at afbryde et liv med Downs syndrom end et liv som enarmet. Det eneste der kan gøre at abort er berettiget i tilfælde af handicap er, at fosteret endnu ikke har en interesse i at leve.

En stor del af abortdebatten drejer sig om hvornår det får sådan en interesse. Afviser man befrugtningen som afgørende - og det gør man jo i dansk lovgivning - er det nærliggende at lægge vægten på hjernens og bevidsthedens udvikling og her ser det ud til at der allertidligst sker noget moralsk betydningsfuldt omkring starten af 3. trimester.

Frem til det tidspunkt, hvor fosteret får en interesse i at fortsætte sit liv skader abort ikke fosteret, men der er selvfølgelig et hensyn til kvinden som taler for, at man alt andet lige bør foretrække tidligere aborter fremfor senere. Hensynet til kvinden kan ikke siges at blive varetaget af samrådene, men det ville kunne varetages hvis man gjorde mere ud af at hjælpe og støtte kvinder der står i en situation hvor en sen abort kan være valg.

Jeg fornemmer at Lennart Kiils ideolog-detektor slår ud når forskere sige bør. Det kan der generelt være gode grunde til, men når det drejer sig om normative spørgsmål mener jeg det er helt på sin plads at man som forsker siger bør, såfremt man er i stand til at begrunde det. Man kan ikke slutte fra er til bør, hedder det, men det betyder ikke at man ikke kan argumentere for et bør på basis af, hvordan noget forholder sig.

Når jeg påstår at der ikke er gode argumenter for etc.... er der dels tale en rapport om at jeg, på trods af at jeg har beskæftiget mig med feltet i en del år ikke er stødt på sådanne argumenter, dels en udfordring til at præstere nogle.