En nordisk undersøgelse afslører, at mænd primært tjener mere end kvinder, fordi de arbejder mere. Kvinder prioriterer simpelthen ikke arbejde og løn lige så højt som mænd. De vil hellere have mere tid til familien.

Det medfører ganske naturligt, at mænd tjener mere end kvinder. For investerer man mere tid i noget - uanset hvad det er - får man også et større udbytte på det område.

Samtidigt mener mange mennesker, at vi skal have en ligelønskommission, der sikrer "ligeløn" mellem mænd og kvinder.

Det man altså så siger er, at kvinder skal have lige så mange penge som mænd, selvom mænd i højere grad ofrer fritid, familie og andre ikke-monetære værdier end kvinder.

Det er en ualmindelig umoden og ærligt talt meget forkælet tanke, der ligger bag her:

For får de to køn den samme løn samtidigt med, at kvinder får en større andel af de ikke-materielle værdier, er der jo ikke balance i tingene. Så siger man jo enten, at kun penge har værdi (en absurd påstand) - eller også siger man simpelthen, at kvinder skal have mere i alt end mænd i kraft af deres køn (en uretfærdighed).

Der er kun de to muligheder, folkens.

Valget indebærer fravalget

Hvis mænd må tage konsekvensen af deres valg og prioriteringer, og miste fritid og familierelationer til fordel for en højere løn. Så må kvinder også tage konsekvensen af deres valg og miste noget af lønnen til fordel for mere fritid og flere familierelationer.

Det er kun rimeligt. Mænd og kvinder er ligestillede som rationelle, vælgende og ansvarlige væsener. Begge køn må acceptere den uomgængelige sandhed, at tilvalg medfører fravalg.

Det er desværre typisk for den tid, vi lever i, at magthaverne har svært ved at acceptere, hvordan "almindelige" mennesker prioriterer og indretter deres liv.

Fagforeninger, politikere og bureaukrater så nok helst at mænd og kvinder opgav deres forskellige prioriteringer og blev til perfekte, kønsløse, ensartede arbejdende maskiner, som uden kanter passer perfekt ind i systemet.

Hvad der er af værdi for den enkelte, ved bedst den enkelte selv

Men sandheden er, at den enkelte bedst selv ved, hvad der er af værdi i dennes liv. Man må derfor acceptere den enkelte kvindes og den enkelte mands valg og prioriteringer.

Hvis politikere, bureaukrater og fagforeningsfolk ønsker at have et liv, hvor mænd og kvinder deles fifty-fifty om alting i et kontrolleret millimeterdemokrati, så er de velkomne til at leve egne liv på den måde, men de har ingen ret til at tvinge andre til at leve efter dette ideal.

Dette kønsløse ideal tager nemlig ikke hensyn til de to køns forskudte natur. Idealet tager heller ikke det mindste hensyn den enkeltes finurligheder.

Det er vigtigt at notere sig, at der intet er i vejen for, at den enkelte kvinder prioriterer arbejdet og karriere over alt andet. Eller den enkelte mand prioriteter fritid og familie over alt andet. De skal bare være rede til at acceptere de konsekvenser sådanne valg indebærer og afstå fra at bruge staten som redskab til at tvinge andre til at kompensere dem for de med valgene følgende omkostninger.

Sådan er det for alle.

Kilde:
http://180grader.dk/nyheder/Stor...