Hvis Darwins bedrift med at skrive og derefter forsvare Arternes Oprindelse kan siges at modsvare en enkelt mands bestigning af Mount Everest, hvordan beskriver vi da i dag videnskab og forskning med en tilsvarende metafor?

Videnskab er blevet en holdsport. På grund af specialisering og professionalisering af forskning, sammenlignes den fint med alle mulige holdsporter.

Som holdsporter er forskning en kombination af samarbejde og konkurrence. Der er naturligvis hård konkurrence om plads på de bedste hold, niveauet er højt og en spilleplads kræver både talent og hårdt arbejde.

Samtidigt skal hvert hold fungere som en enhed, så den indbyrdes konkurrence på holdet skal balanceres med en sammenhængskraft.

Løsningen er arbejdsdeling, hvor der er en række specialiserede funktioner, som kræver forskellige evner. De fleste hold, eller teams, har også en anfører.

Posten som anfører kræver lederegenskaber og overblik, og indtages ofte af en erfaren spiller.

Kort sagt er der på trods af hård konkurrence om at komme på de bedste hold en god hold-ånd, eller team spirit, internt på holdet. Det er nødvendigt, når holdet skal konkurrere med andre hold.

I sport handler det om at få point i de vigtigste turneringer. I forskning om at få trykt artikler i førende tidsskrifter. Universiteter med stolte traditioner klarer sig godt her, ligesom store sportshold med traditioner gør det.

Hvad MIT er for teknologiforskning er Madrid for fodbold. Akkurat som i sportens Verden må de fleste Universiteter indstille sig på at være førende indenfor en enkelt eller ganske få typer af forskning.

At spille for Madrid er en stor ære og forbundet med megen prestige. Skifter en spiller fra en mindre klub til Madrid følges det med stor opmærksomhed i pressen.

Et tilsvarende skift i forskningsverdenen vækker ikke den store interesse. Skifter en forsker fra Syddansk Universitet til Oxford nævnes det vel knap nok i dagspressen.

Det er ikke min ambition eller forhåbning, at forskere skal feteres på samme måde som sportsstjerner bliver det, men jeg håber alligevel at min metafor kan bruges til at sætte mere fokus på forskning og videnskab.

Alle store klubber har talentudviklere, talentspejdere, skoler, pressekorps og meget andet.

Sport og forskning har meget tilfælles. Mon ikke forskningsverdenen kunne lære af sportsverdenen?

Og mon ikke også videnskabsjournalister kunne få nogle ideer til formidlingsstrategier af metaforen 'forskning som sport?'