Så har jeg læst rapporten Jagten på det troværdige universitet: Muligheder og risici i fremtidens forskningskommunikation

Der er ikke noget nyt i den, men den er alligevel komisk læsning fordi den er propfyldt med selvmodsigelser.

Selv om man med rette har forladt forestillingen om, at videnskaben kan levere eviggyldige og værdifri sandheder om verden, er det fortsat afgørende, at forskningen værner om sin særlige troværdighed. Uden den, er det hele universitetets eksistensberettigelse som public service-institution, der er på spil.

Her har vi rapportens essens. Først godtager forfatterne uden videre relativisme. Selvom de siger videnskaben ikke kan levere eviggyldige og værdifri sandheder, har de åbenbart intet imod at antage at det eneste vi ved med sikkerhed, er at vi intet ved.

De godtager også implicit Kuhns fejlfortolkere fuldstændig på bekostning af Mannheim, Snow og Popper - intet sted i rapporten finder man en distinktion mellem natur og human videnskaberne.

Noget tyder på at forfatternes videnskabsteoretiske baggrund er noget i brædderne.

Hvis vi for et øjeblik, som forfatterne, antager at absolut relativisme er sand, opstår der ganske rigtigt et paradoks.

Hvordan kan vi da forsvare videnskabens særstatus? Det bruger forfatterne det meste af rapporten til at pønse over.

Det egentlige svar er selvfølgelig. Det kan vi ikke.

Forfatterne af rapporten havner altså i en slemt pinlig situation fordi de ikke er rede til at drage konklusionen af deres præmisser. Måske derfor er rapporten rodet og gentager sig selv - ligesom for på den måde at overbevise læseren om noget der ikke følger logisk af deres præmisser.