JP har i dag en interessant kronik ved professor Poul Erik Mouritzen, Syddansk Universitet.

Her skal alene knyttes nogle kommentarer til en lille flig af systemet, der handler om forskeres optræden i medierne. Også det skal tælles op. Det sker ved, at et privat bureau månedligt giver Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling meldinger om de enkelte universiteters ”produktion” (NB: Dette er ikke en historisk beretning fra det hedengangne USSR), som hvert år indgår i beregningen af det kommende års bevilling. Hvis man skal vurdere fornuften i dette tiltag, er det vigtigt at forstå, at forskeres relationer til journalister og forskeres optræden i medierne, kan tage mange forskellige former.

Hvis man går blot et par årtier tilbage og sammenligner forskeres optræden i aviser, radio og tv med nutiden, vil man se en kolossal udvikling, på mange punkter til det bedre. Weekendavisens tillæg ”Ideer” er et rigtig godt eksempel på, at mange forskere er villige til at bruge tid på at formidle deres forskning. Lyt til radioprogrammer som Orientering eller P1 Morgen og man vil høre mange kompetente forskere, der bidrager til at oplyse om ofte komplicerede sager. Den slags kan man næsten ikke få nok af, og hvis man endelig vil lave en slags ”populærbibliometri”, så er det naturligvis i orden, at man tæller den slags bidrag op.

Humlen er altså, at man vil registrere, hvor meget forskere optræder i medierne. Hvor meget de formidler.

Forskeres involvering med medierne kan imidlertid tage mange andre former. Her skal omtales en række former, som alle har det til fælles, at forskeren faktisk arbejder seriøst med formidling uden at det nogensinde resulterer i noget, der kan tælles op.

Helt sikkert. Men hvad præcist sigtes der til?

Ofte udsættes forskere for, at en journalist ringer for at blive klædt på i en sag han eller hun arbejder med. Enkelte gange kan forskeren klare sig med sin rygmarvsviden, andre gange kræver det et vist arbejde, fordi man skal sætte sig ind i et regelsæt eller i en undersøgelse, som det pågældende medie har fået lavet. Sådan en kontakt kan nogle gange resultere i seriøse baggrundshistorier i en avis eller i radio og tv, eller man kan se, at den pågældende journalist er blevet klædt på til at stille relevante spørgsmål til andre aktører end forskeren selv, ikke mindst til politikere eller repræsentanter for interesseorganisationer.

Absolut.

I andre tilfælde erkender journalisten gennem samtalen med forskeren, at der ikke var kød på historien, at vinklen ikke holder eller at ”undersøgelsen” næppe holder vand. Historien er død. Pointen er her, at forskeren har bidraget til det, man med et lidt højtideligt udtryk kunne kalde en mere oplyst offentlig debat, men uden at det har efterladt sig målbare aftryk i avisen eller radioen. Jeg synes personligt, at dette er en særdeles tilfredsstillende rolle at spille som forsker og bruger gerne tid på den slags, hvis jeg fornemmer, at journalisten er seriøs.

Enig. Man bør tage sig tid til den slags. Det er der dog mange, der ikke gør.

Meget ofte - jeg vil mene at det måske drejer sig om halvdelen af alle kontakter til medierne - er opringningen fra journalisten imidlertid hurtigt overstået, fordi der findes en ekspert, der ved mere end en selv. Denne anden ekspert henviser man så til, uanset hvilket universitet denne så måtte tilhøre. Også det er et ganske tilfredsstillende resultat - det eneste fornuftige i situationen.

Ja. Det er den dobbelte formidlerrolle, som jeg tidligere har talt med fysikeren Anja C. Andersen om her:
http://forsker.net/podcast/anja-...

Herefter nævnes et par eksempler, hvor samarbejdet mellem forsker og journalist er mindre heldigt, og Mouritzen vender tilbage til emnet om måling af formidling:

Tilbage til regeringens ”populærbibliometri”. Sagen er jo den, at de overvejelser den enkelte universitetsansatte i fremtiden vil gøre sig i disse nærkontakter med medierne, vil ændre sig gevaldigt, i og med at man begynder at tælle deres synlighed i medierne.

Så kommer spørgsmålene:

Skal man i fremtiden henvise til kollegaen på nabouniversitetet velvidende, at det i sidste ende har konsekvenser for ressourcefordelingen?

Ja. Det mener, jeg man bør gøre.

Skal man - fornuftigt - bruge nogle gange timer eller halve dage på at hjælpe en journalist med baggrundsviden eller vurderinger af et faktuelt grundlag, hvis det ikke resulterer i, at man kommer i medierne?

Nej. Det bør forskeren ikke gøre. Uanset om en forsker kommer i medierne eller ej, bør forskeren ikke gøre journalistens arbejde.

Eller skal man hellere bruge tiden på at stryge journalisterne med hårene i et forsøg på at komme i medierne så ofte som muligt med almindelige Maren i Kæret synspunkter forklædt som ekspertviden?

Det kan man godt. Men så risikerer man at ende her:
http://forsker.net/blog/lennart-...

Sagen er den, at man tilsyneladende ikke bare vil tælle antal optrædener eller antal linjer, men at det bureau, der står for optællingen, skal gøre universiteternes medvirken i medierne op i ”annonceværdi” og antal læsere eller lyttere/seere.

Men det forfærdelige er jo, at sådanne overvejelser i fremtiden kommer til at indgå i vores, forskernes, overvejelser om, hvilke medier vi skal bruge vores tid på.

Lad os være ærlige. Sådan har det altid været. Det bliver om muligt endnu mere udpræget.

Regeringens ”populærbibliometri” er en incitamentsstruktur, der har til hensigt at påvirke vores adfærd - i dette tilfælde næsten med sikkerhed til det værre.

Absolut, det har alle incitamentsstrukturer. Sådan er det med regulering. Sjovt med folk der først ser det, når reguleringen rammer dem selv.

Grænsen for hvor langt man vil gå for at tækkes mediernes, trækkes i den forkerte retning, man kan ikke skelne skidt fra kanel og de små medier vil blive tabere i kampen om forskernes opmærksomhed.

Well. Det kommer an på, om forskere altid er til salg for ussel mammon. De har vel også deres principper og deres frie vilje som en modvægt til økonomiske incitamenter der uvægerligt vil udgøre at træk.

Hvis det sidste sker, så er vi for alvor ude på en glidebane. Starten på den glidebane kan kun et flertal i Folketinget forhindre.

Njah. Det er kun principfasthed blandt forskerne selv, der kan gøre noget ved sagen. Politikerne kan ikke løse noget. De kan kun opstille forskellige incitamenter.