Traditionelt er udviklingslæren blevet præsenteret som et område der kun mødte modstand fra kristne fundamentalister. Et nærmere eftersyn viser at området er fyldt med interne stridigheder.

-- 

Udviklingslæren forbinder vi normalt med Darwin. Det var Darwin der under sin jordomsejling ombord på MS Beagle indsamlede det imponerende bevismateriale, der støttede hans teorier om naturlig selektion.

Den moderne syntese

Den moderne udviklingslære opstod dog først i 1920erne og 30erne da man kombinerede Darwins teorier med de teorier den østrigske munk Mendel havde udarbejdet. Kombinationen gjorde det muligt mere direkte at arbejde med Darwins teorier. Forskere kunne nu opstille en teori og efterprøve den i praksis.

To skoler

Allerede fra dette tidspunkt sporer historikere to tendenser indenfor udviklingslæren. Amerikanske forskere mente at det mest interessante var den diversitet, altså den mangfoldighed man så i naturen.

Britiske forskere mente at det mest interessante var den adaptive kompleksitet; den specialisering med dertil hørende højtudviklede organer man ser hos dyr.

Darwin selv havde undret sig over begge fænomener.

Teknologien forbedredes

En række teknologiske fremskridt op gennem 50erne og 60erne gjorde det muligt at fokusere yderligere på genet som enhed.

Når forskerne fokuserede på genet blev det pludseligt lettere at forklare den adaptive kompleksitet. Forskere elsker at forklare ting. Der var nu masser at forklare og den britiske skole blev dominerende.

Palæontologer på banen

Først i 70erne kom der kritik af den britiske måde at anskue naturen på. Nogle amerikanske forskere, der ikke engang var rigtige biologer angreb den britiske skole. Disse nye forskere blev ikke taget seriøst i starten, men efterhånden som det lykkedes dem at præsentere begivenheder i naturen som ikke kunne forklares ved ensidig fokus på adaptiv kompleksitet, begyndte de at få opmærksomhed.

Flere mekanismer

Palæontologerne havde gjort opmærksom på noget vigtigt, nemlig at den enestatus naturlig selektion havde opnået som mekanisme til alle begivenheder i naturen var betænkelig. De præsenterede andre mekanismer der bedre ville kunne forklare livets historie og den diversitet man finder i verden. Mange af disse alternativer præsenteredes som nye og revolutionerende, men der var i virkeligheden blot tale om nye navne. Mekanismerne havde man vidst eksisterede siden 30erne.

Ingen reel kritik

Det der blev fremstillet som en kritik af den moderne udviklingslære og dermed skabte usikkerhed om dens berettigelse, var aldrig en egentlig kritik. Det handlede om et fokusskifte.

Det hele kan rummes i Darwins sjæl. Spørgsmålet består blot i hvad den enkelte finder vigtigt at forklare.