Kort bio
Jeg er uddannet biolog ved Aarhus Universitet og har tillægsuddannelsen fra Danmarks Journalisthøjskole.
Der er hård konkurrence de enkelte forskningsområder imellem. Konkurrence om midler og om opmærksomhed.
For at komme i nærheden af midler, skal et forskningsområde først have opmærksomhed. Denne kendsgerning resulterer ofte i, at der bliver overdrevet.
Tendensen til at overdrive forstærkes yderligere af medierne, der gerne vil have en god historie at sælge.
Resultatet er videnskabsjournalistik, hvor ansvaret for kritik og vurdering lægges på læseren.
Et meget underholdende, men også nærmest absurd eksempel på dette, var en artikel i Jyllands-Posten i går, der handlede om, hvordan mennesker i fremtiden vil udvikle sig til to forskellige arter.
Den ene klasse vil være en genetisk overklasse af høje, slanke, sunde, intelligente og kreative mennesker.
Den anden klasse vil udvikle sig modsat. Disse mennesker vil være mindre, kraftigere og mindre intelligente.
Artiklen fremskriver også vor tids pornofikserede samfunds sexuelle dimorfi
Mændene vil udvikle sig i mere atletisk retning med firkantede kæber, dybere stemmer og større kønsorganer.
Kvinder vil blive lysere i huden, få større og mere klare øjne samt mere blankt hår.
Det er jo nogen helt absurde fremskrivninger. Evolutionære Psykologer har svært nok ved at vise at menneskets fortid var, som de tænker sig det, men at fremskrive menneskets evolution på baggrund af, hvordan vores samfund fungerer lige nu, er simpelt hen for dumt.
Artiklen indeholder også dette briliante citat
"Den uheldige udvikling kan betyde, at overklassen vil sætte sig på magten," spår Oliver Curry.
Var det nogensinde en tautologi?
Kritisk journalistik
Ja, det er så sandelig et eksempel på dårlig videnskabsjournalistik eller journalistik i det hele taget. Artiklen er direkte løfter fra BBC (http://news.bbc.co.uk/2/hi/uk_ne...) dog uden det tautologiske citat (Curry sammenligner i stedet med HG Wells roman tidsmaskinen, mon Jyllands-Posten selv har har fundet på det eller kniber det bare med engelsk kundskaberne?). Det skal dog også nævnes at det ikke kun er JP, Politiken bringer også en direkte oversættelse (dog lidt bedre, uden det tautologiske citat).
BBC artiklen slutter desuden med følgende afslørende linie
'He carried out the report for men's satellite TV channel Bravo.'
Altså ikke ligefrem seriøs forskning på et højt akademisk niveau. Måske de danske medier burde indvie læserne i baggrunden for den 'forskning' de beskriver?
BBC artiklen slutter desuden
Aha! Det forklarer jo en del. Alligevel interesant som adre medier ukritisk har taget noget til sig, som lige så vel kunne have været en aprilsnar.
Med venlig hilsen,
Lennart Kiil
Indsend kommentar