Overdrivelse fremmer forståelsen, siger man.

Det er helt rigtigt, men kun til en vis grad. Overdriver du meget, hjælper du ikke forståelsen, du skader den.

Det er lidt ligesom med alkohol - i meget små mængder er den sund at drikke, men større mængder er absolut skadelige.

Overdrivelse giver også opmærksomhed. Den vækker opsigt.

Bagsiden af medaljen er naturligvis, at konstant overdrivelse gør os døve overfor store ting, når de rent faktisk sker. Tænk på historien om 'Peter og ulven.'

Når en journalist skriver om en forsker, der udtaler sig meget kategorisk og spektakulært, bør journalisten, efter min mening, være på vagt.

Hvor meget er overdrivelse? Hvad motiverer overdrivelsen? Kan de bombastiske udsagn fra forskeren bakkes op af empiriske data?

Helt galt går det, når journalisten ikke tager sit ansvar alvorligt som kritisk led i formidlingen. Føler journalisten at både forskerens og egne (eller arbejdspladsens) interesser plejes bedst ved overdrivelse, sker det alt for ofte, at den kritiske integritet tilsidesættes.

Dette medfører sensationelle og underholdende overskrifter, men, efter min mening, dårlig videnskabsjournalistik.

Et ganske godt eksempel på dette fandt man i gårsdagens Politiken.

Mænds hjerner kører i ét spor: sex, sex og sex - Ny forskning peger på, at alle fødes med en kvindelig hjerne. I den første levetid opfører vi os éns, indtil det mandlige kønshormon slår igennem hos halvdelen af befolkningen. [Politiken - videnskab]

Problemet er naturligvis, at hvis både forskere og journalister lever af den samme type af opmærksomhed fra det samme publikum, er det næsten uundgåeligt, at antallet af den slags historier vil forøges på bekostning af mere seriøs journalistik.

Købte man førhen en avis, havde man så at sige købt sig ind på det hele. Dermed kunne journalister skrive seriøse artikler som en del af en 'pakkeløsning.'

Nu er hver historie et link på en webside, og incitamentet for at læse 'ikke underholdende' historier er mindre, for man har ikke investeret i en integreret løsning.

Dermed belønnes den sensationelle journalist og den seriøse straffes, det er tragedien.

Udviklingen kalder altså på større personlig integritet både hos forsker, journalist og læser.

Desværre går udviklingen ikke den vej for tiden. Tværtimod.

Siger man, at sandheden er værd at sigte efter, bliver man i dag nærmest beskyldt for at være fundamentalist.

Konsekvensen er, at journalistik bliver reduceret til en øvelse i at tilfredstille læsernes konstante behov for stimulering af underholdningsorganet.