Det blev for nyligt besluttet, at offentlige forskningmidler skulle satses mere koncentreret på nogle enkelte store, længerevarende og målrettede projekter, i stedet for at “smøre midlerne” ud over en lang række mindre projekter. Begrundelsen var, at det ville forbedre Danmarks konkurrenceevne. Det er muligvis rigtigt, men andre - og på længere sigt - måske vigtigere konsekvenser af denne beslutning er ikke blevet omtalt.

For det første kræver fokuseringen en bedre begrundelse for hvert valgt projekt, det er jo skatteyderpenge, der betaler de nu meget større og dyrere projekter. Vi må altså forvente en, fra mediernes side, øget interesse rettet mod disse færre og væsentligt større satsninger.

For det andet betyder satsningen på det målrettede et skift henimod mere forskning, der umiddelbart kan omsættes til brugbare teknologier, hvilket gør forskningen mere politisk sårbar, fordi det nu handler om hvilke konkrete samfundsmæssige problemer vi skal løse, og i hvilken rækkefølge. Måske vil denne målrettede forskning også bekoste grundforskningen dyrt.

For det tredje betyder den længere varighed, at projekterne skal forhåndssikres mod politiske forandringer, så vi ikke risikerer at have spildt penge uden at nå de opsatte mål, fordi en ændret politisk eller demokratisk situation betyder mangel på vilje til at færdiggøre et projekt.

De to første problemer, eller udfordringer om man vil, flytter altså forskningen mere ind i det offentlige rum, og underlægger dermed forskningen nogle mere politiske, demokratiske og økonomiske præmisser. I praksis betyder det mere magt til stat og bureaukrater og mindre indflydelse fra forskernes egen side.

Det sidste problem gør forskningen mere sårbar overfor faktorer i netop det offentlig rum, og kalder dermed på en hvis isolering fra det omskiftelige samfundsliv.

Løsningen på dette oplagte paradoks er ikke ligetil, men jeg vil i det følgende give nogle bud på hvordan vi sikrer kvaliteten af viden, når den er underlagt de ustabile demokratiske processer.

Det mest ulyksalige i den sammenhæng er naturligvis at de færreste bureaukrater, politikere eller borgere har noget, der bare ligner, den indsigt, forskerne selv har, hvad videnskabelige projekter angår. Det er derfor essentielt at forskerne kommer på banen. Heri har medier og journalister naturligvis også et ansvar.

Endvidere er politikere særdeles modtagelige overfor, hvad de opfatter som folkestemninger. Samtidigt rekrutteres politikere og bureaukrater ud af den almindelige befolkning og ikke specifikt af den videnskabelige del. Borgerne oplyses i høj grad af skoler og massemedier, så de to er også vigtige medspillere. Massemedier også fordi de sanktionerer og mobilserer borgernes stemninger overfor politikere.

Hvis ikke befolkningen udstyres med et vist grundniveau af videnskabelig viden bliver den alt for let kastebold i en debat styret af politikere, interesseorganisationer og industri. En oplyst befolkning er modtagelig overfor fornuftigt argumenterede positioner, mens den uoplyste er langt mere modtagelig overfor irrationelle argumenter, frygt og decideret propaganda. Som det er nu er debatten alt for ofte præget af informationsfattige tillægsord som; farlig, ubrugelig, ondsindet og så videre.

Ord som målrettet, godt for vores levestandard, forbedrer vores konkurrenceevne og deslige, må ikke blive en undskyldning for at staten kan etablere ekslusive aftaler med visse brancher, der lige nu mere end andre er aftagere af viden -- produktet af forskning. At gennemskue når dette er tilfældet er mediernes og den oplyste borgers opgave.

Altså skal først og fremmest forskerne på banen sammen med formidlere, forfattere og videnskabsjournalister for at sikre at den enkelte borger har mulighed for at opnå et forsvarligt beslutningsgrundlag. De skal forklare deres projekter, deres viden og dens relevans for samfundet – bredt. Det er den kortsigtede strategi indtil en mere general forståelse er opbygget i den brede befolkning. En forståelse der gør borgeren i stand til at se fornuften (eller, hvis det er tilfældet -- manglen på samme) i de igangværende projekter uafhængigt af skiftende politiske situationer.

At hæve den generelle forståelse til et sådant beslutningsdygtigt niveau er en kolossal opgave, og den skal derfor påbegyndes nu inden de første store projekter søsættes. Vigtigheden af denne proces kan næppe overdrives. Kommer denne forståelse ikke på plads, risikerer vi at hele satsningen på 'stor videnskab' bliver en fiasko, der dødsejler i den skudder-mudder der opstår, når en fundamentalt ikke-demokratisk proces underlægges demokratiets til tider irrationelle og uforudsigelige bevægelser.

Borgeren skal udrustes med en viden, der sikrer en selvstændig beslutning på et nogenlunde oplyst og rationalt grundlag, når borgeren stilles ansigt til ansigt med forskellige politiske partier og andre selvtjenende interesseorganisationer.

Det lyder alt sammen fornuftigt nok. Politikerne vil sikkert stemme i. Det er bare ikke nok, for ord er billige. Alle der er i berøring med videnskab, og specielt folk der befinder sig på grænsefladen mellem samfund og videnskab, såsom mange lærere, formidlere og journalister, skal gøre en ekstra indsats, og holde øje med at denne oplysningsproces gennemføres, og at alle har adgang til produkterne deraf.

Endeligt skal vi passe på med ikke at lade den målrettede, økonomisk motiverede forskning monopolisere midler og opmærksomhed i en sådan grad at vi glemmer den forskning der fortæller os om vores ophav og ståsted som mennesker af naturen – glemmer vi denne del, kan al den anden forskning hurtigt vise sig at have været omsonst.