Justitsminister Brian Mikkelsen sagde om bandemedlemmerne:
Jeg synes, de er syge i hovedet, og det viser, hvor desperate og afstumpede de er.
Hans formulering er nu selv ret bandeagtig. I stedet for at forstå, kommer det til at handle om os mod dem, hvor de så må være syge i hovedet.
Det er de nu ikke.
Nå, siden politikerne hverken kan eller vil forklare, hvordan tingene hænger sammen, må jeg vel hellere gøre det:
Bandernes måde at organisere sig på er sandsynligvis langt mere naturlig og primitiv for mennesket end det højt kultiverede civilsamfund, som vi her i landet har opbygget gennem århundreder.
Banderne minder mere om den form for tribalisme, man finder i mange mindre civiliserede (hvis man da må skrive sådan) samfund.
Banderne er som stammer, der bekriger hinanden og kæmper om territorier og ressourcer. Alt dette burde være synligt og forståeligt for enhver.
Men hvorfor har banderne nu større succes end tidligere?
Svaret er ret simpelt.
To typer af civilsamfund kæmper om de unge mennesker. På den ene side vil det højt udviklede men skrøbelige moderne civilsamfund gerne tiltrække og integrere unge mennesker, på den anden side har vi banderne, der tilbyder en anden form for organisation og tilhørsforhold.
Det højtudviklede civilsamfund er i opløsning. Den fundamentale enhed i det moderne civilsamfund er kernefamilen, der er nexus for overleveringen af de værdier og former for adfærd, der gør et moderne, åbent samfund muligt.
Kernefamilien er presset både af en totalstat, der har overtaget mange af familiens funktioner, og af en række dårlige ideer. Venstrefløjen generelt og feminister i særdeleshed ser kernefamilien som en undertrykkende form for orden og organisering, og disse grupperinger har arbejdet meget bevidst på at nedbryde den.
Samtidigt ligger der en almindelig bevægelse mod atomisering og opløsning af civile fællesskaber til fordel for "postmoderne" typer af uforpligtende netværk.
Hvorom alt er, har bander et særdeles godt rekrutteringsgrundlag.
I USA har unge, sorte mænd en mordrate, der ligger næsten 8 gange over den for unge, hvide mænd. Racister er naturligvis hurtige til at bruge denne disparitet som retfærdiggørrelse for deres forfejlede verdenssyn.
Men når man korrigerer for civilsamfundstilknytning, bliver mordraten stort set den samme for de to demografiske grupper.
Det vil sige unge, sorte mænd, der er vokset op i en kernefamilie, har ikke højere mordrate end unge hvide mænd. Forskellen skyldes alene at langt, langt flere unge sorte vokser op hos en enlig mor end unge hvide mænd.
Det interessante i vores forbindelse er, at langt de fleste mord begået af unge, sorte mænd i USA er banderelaterede. Derfor er min ide om, at bandementaliteten er i konkurrence med den mere fredelige civilsamfundsmentalitet om unge mænd, nok korrekt.
Nu snakker politikere så om hårdere straffe for at få bugt med bandekrigen, men politikere kan som altid kun symptombehandle, for problerme er i bund og grund skabt af de politikere, der nu påstår at ville løse dem. I hvert fald af den politiske mentalitet, der ikke vil lade den evolverede og spontane orden i civilsamfundet i fred.
Lad os bare tage et enkelt eksempel: Politikere indførte 24-årsreglen. Deres hensigt var helt sikkert god. De ville frelse nogle stakkels mennesker fra "tvangsægteskaber".
I stedet har de skabt en stor gruppe af unge mænd af fremmed herkomst uden partner og børn.
Når en mand får kone og børn forpligtes han i det positive civilsamfund, men når politikerne fratager ham denne mulighed er det meget muligt at han vil søge organisering andetsteds.
Det er ikke overraskende at bander har så let ved at finde nye medlemmer.
Kilder:
http://www.berlingske.dk/article...
http://www.information.dk/183378
http://politiken.dk/indland/arti...
http://www.180grader.dk/nyheder/...
PS: Jeg kan naturligvis argumentere langt bedre for min sag, end jeg har tid til at gøre her. Kontakt mig, hvis et sådant argument ønskes mod vederlag.