Kort bio
Jeg er uddannet biolog ved Aarhus Universitet og har tillægsuddannelsen fra Danmarks Journalisthøjskole.
Over generationer deltager parasit og vært i et kapløb der gradvist tilpasser parasitten, men dens mest avancerede evner opstår ved en skarp balancegang
Parasitter spreder sig nemt mens deres værter gør det hårde arbejde. Nogle parasitter er bare en stump DNA. Men. Smarte er de. I de få værter de igennem årene tilpasser sig. Og kun der! Parasitternes evner er udviklet i et kompliceret kapløb med deres vært. Værten vil af med parasitten, den skader. Omvendt har parasitten brug for værten.
Parasitten skal ikke blot sikre sig mod værtens forsvar, men samtidigt sørge for ikke at skade værten for meget. Dét er en ulempe, men parasitten har mange gode kort.
Våbenkapløb uden ende
Velkommen er parasitten ikke. Tværtimod. Alle parasitter skader i større eller mindre grad den vært de bor i. De værter der har et effektivt forsvar mod parasitter lever længere og efterlader mere afkom. Parasittens succes afhænger af dens evne til at undgå værtens forsvar, og samtidigt af evnen til at kunne bruge værtens resurser. Startskuddet til oprustning har lydt!
Avancerede parasitter øger oven i købet deres chance for succes, det vil sige deres antal af overført afkom, ved manipulation af værtens adfærdsmønstre. Intet af det er i værtens interesse og de værter der kan undgå det klarer sig bedre. Hvorfor parasitterne igen må blive dygtigere. Og sådan bølger slaget frem og tilbage i årtusinder. De fleste af de parasitter der har overlevet til vores tid er meget fint tilpassede. De undgik værtens forsvar.
Den svære balance
De parasitter der i det lange løb får den største succes, er dem der formår at manipulere deres vært uden at skade den for meget inden den, set med parasittens øjne, har udspillet sin rolle. Det nytter ikke noget at parasitten er enormt dygtig til at bruge værten og manipulere dens adfærd hvis den tilfældigt ødelægger værtens centralnervesystem.
Sådanne parasitter vil hurtigt uddø. De ender i en evolutionær blindgyde da en vært der falder om på et tilfældigt sted ikke bidrager til parasitternes egen overlevelse fordi den ikke kommer i kontakt med andre værter. Parasitter kan sjældent overleve længe udenfor værten. Det betyder både parasittens død og dens slægts endeligt da den ikke når at få afkom i en ny vært.
Parasitter der kan manipulere deres vært meget specifikt så værten stadigvæk virker og kan bevæge sig rundt, og tilmed aktivt opsøger den type af værter parasitten skal overføres til, vil have en fordel. Specielt dem der samtidigt kan undgå værtens forsvar. De vil være succesrige. De vil overleve. Af den grund finder vi dem i dag hvor de udfører så tilsyneladende kompleks manipulation på trods af deres manglende mentale evner
Parasitten sætter trumf på
Parasitter har flere fordele i kapløbet mod værten. Parasitten tilpasser sig en enkelt eller nogle ganske få værtstyper mens en given vært må indstille sig på at blive angrebet af en horde af forskellige parasittyper.
Gavn har parasitten også af at den vokser hurtigt op. Den bliver hurtigt kønsmoden så den kan sætte næste generation i verden. Og for hver ny generation er der mulighed for at tage et nydt skridt i kapløbet.
Det sidste af de trumfkort parasitterne har, er deres store antal afkom. Blandt de mange afkom vil der være variationer i, hvor godt de er tilpasset den vært de lever i og dem der er bedst tilpassede vil have en støre chance for at få succes og styre kapløbet i deres retning.
Indsend kommentar