Videnskab er ikke demokratisk. En ide om at Solen er i kredsløb om Jorden, har ikke samme værdi, som ideen om at Jorden er en planet i kredsløb om Solen. Nogle beskrivelser af hvordan virkeligheden hænger sammen, og hvad den består af, er mere præcise og tilstrækkelige end andre beskrivelser.

Nøjsomt indsamlede og undersøgte beviser fra verdenen, kan ofte guide videnskabsfolk og forskere, når de skal fremsætte teorier og drage konklusioner om virkelighedens opbygning.

Det er altså data indsamlet i naturen, der leder forskere, når de skal beslutte, hvilke teorier der bedst beskriver virkeligheden.

Effekten er, at vi - i det lange løb - bevæger os hen imod en mere detaljeret beskrivelse og forståelse af virkeligheden.

Det er vigtigt at forstå, at fremskridtet er reelt og muligt alene fordi videnskab har en baggrund at teste imod. Baggrunden er naturen - eller virkeligheden, om man vil. Det man tester for, er overensstemmelse - man kunne også kalde det teoriens forklaringskraft.

I den forstand har videnskab et mål, og vil - hvis den udføres ordentligt, give sammenfaldende resultater - selv med udgangspunkt i en række forskellige kulturelle baggrunde.

Jo mere videnskab vi laver, jo mere videnskabelig bliver videnskaben, eftersom vores viden om den skabelon - virkeligheden - vi tester imod bliver mere detaljeret.

Forskningsbaseret viden er altså mere end blot forårsaget, mere end historisk og kulturelt vilkårlig - den er pålidelig, overvejet og sand indenfor en række sammenhænge.

Når vi skaber vores samfund, er situationen helt anderledes. Vi har ikke nogen skabelon vi kan teste imod. For skabelsen af samfundet handler det pludselig ikke om, hvordan virkeligheden er, men om hvordan samfundet bør være.

Så hvor det indenfor videnskaben er virkeligheden der guider ideerne, er det ved skabelsen af samfundet, ideerne der guider samfundsudviklingen.

Videnskaben kan iværksætte en udtømmende undersøgelse af virkeligheden, og præsentere et billede af den, der bliver stadigt mere komplet i en helt absolut forstand.

Den mulighed er ikke til stede for politikere og andre, der har indflydelse på samfundsudviklingen. Det lyder måske deprimerende, men er det langt fra. Faktisk er det grundlaget for vores frihed.

En forsker, der forholder sig sandfærdigt til naturen, og det er hvad videnskab handler om, er ikke fri til at vælge om Solen snurrer om Jorden eller omvendt. Naturen - beviser fra virkeligheden - dikterer hans eller hendes valg.

Omvendt forholder det sig med borgeren i et demokratisk samfund. Han eller hun er fri til at vælge, om vi skal indrette et samfund, hvor vi investerer alle vores ressourcer i sociale foranstaltninger, eller vi skal sprede investeringerne på flere forskellige områder.

Videnskab, som et fundamentalt udemokratisk foretagende, kunne derfor forekomme at være i modsætning til resten af samfundet, som er - i princippet i det mindste - demokratisk.

Det forholder sig dog lige omvendt. Forskning, når den bliver ærligt udført (og forskning bør kun kaldes videnskab, når den udføres ærligt), er en stærk og nærmest uundværlig partner i et funktionelt demokrati.

Simpelthen fordi viden om virkeligheden er nødvendig, hvis de beslutninger vi skal træffe ikke skal styres helt af blinde abstrakte ideer. Videnskab og forskning er den bedste garanti, vi har, for at den viden, vi baserer vores beslutninger på, er pålidelig.

Mange argumenterer for, at vi kan bruge den viden forskning skaber til at dirigere vores politik. Det kan vi, og det bør vi, men kun igennem de demokratiske kanaler, ved at give folk muligheden for at få del i viden, de kan basere deres beslutninger på.