Ytringsfrihed er en truet art på danske universiteter

Forskning foregår i grænseområdet mellem det kendte og det ukendte. I mellem det vi allerede ved, og det vi prøver på at finde ud af. Derfor er kontroverser uundgåelige og almindelige i forskning. Fremsætter en forsker en påstand om, hvordan virkeligheden hænger sammen, vil påstanden uundgåeligt komme i konflikt med en eller flere eksisterende opfattelser af, hvordan verden er opbygget.

Alt dette burde ikke overraske, da det ligger i sagens natur. Forskning vedrører det nye, der nødvendigvis ofte vil være i konflikt med det gamle.

Al den konflikt og kontrovers, der er omkring forskningsresultater, er altså en sund og naturlig ting. Faktisk helt uundværlig.

At påstande om virkeligheden mødes med skepsis og kritik, sikrer nemlig, at de tilbagevises og falder, hvis de ikke har nogen berettiget eksistens.

Påstande som har nogen berettigelse rettes ind, ved at kritikken tages til efterretning. Dele af påstanden forsvares, hvorefter mere kritik imødegås, indtil kun den virkeligt robuste del af teorien står tilbage.

Kort sagt, er et åbent og kritisk 'samfund' omkring videnskab og forskning den vigtigste forudsætning for, at vi kan stole på de resultater forskningen frembringer.

Desværre er der en klar tendens til, at universiteter bevæger sig væk fra det åbne og ægte pluralistisk kritiske hen imod et mere lukket, indforstået miljø, hvor konsenssus er et vigtigere kriterium end den klassiske kamp for sandheden.

På det seneste har Helmuth Nyborg sagen vist, at vi i Danmark i høj grad har det problem.

Mange har i den forbindelse ment og givet udtryk for, at det var noget typisk dansk. At det havde noget med janteloven at gøre. Denne opfattelse er blevet styrket ved, at Helmuth Nyborg har modtaget støtte fra en række Amerikanske og Canadiske kollegaer.

Opfattelsen er desværre forkert. Helt forkert.

At Nyborg fik støtte fra USA og Canada, skal nok nærmere ses som udtryk for sympati fra forskere, der selv har set eller oplevet lignende på deres egne universiteter.

Et enkelt citat derovre fra illustrerer meget godt hele problemet.

Som reaktion på at en amerikansk sociologiprofessor ønskede at oprette et fag om politisk korrektheds skadelige indvirkning på det akademiske miljø, udtalte Kathleen Dixon, Leder af Universitetets afdeling for kønsstudier:

"Vi forbyder ethvert fag, der påstår at vi indskrænker ytringsfriheden"

Prøv lige at læse dén en gang til. Det kunne Orwell ikke have gjort bedre. Kathleen Dixon mente åbenbart, at ytringsfrihed kun var en ret, så længe ens ytringer var i overensstemmelse med hendes egne. I så fald er ytringsfriheden blot intet værd, den reduceres da til dogmatik.

For at forstå hvorfor så mange akademikere finder det nødvendigt at udelukke meningsforskelle, bliver vi nødt til at grave lidt dybere.

Problemet er affødt af en dyb skepsis overfor viden. En skepsis der sætter spørgsmålstegn ved den traditionelle sondring mellem viden og opinion.

Skeptikere af denne type mener ofte ikke, at noget kan være mere sandt eller rigtigt end noget andet. Derimod siger de, at vi skal lede efter interesser.

Hvilken interesse en forsker har, afhænger ifølge skeptikerne af, hvilken gruppe han eller hun tilhører. Derfor skal forskerens teorier og påstande ikke forstås eller kritiseres på baggrund af deres overensstemmelse med virkeligheden, men simpelthen kritiseres som eksponent for en given ideologi. Denne videnskepsis resulterer altså i en politisering af det akademiske miljø.

Så snart denne politisering af videnskaben finder sted, forsvinder aspirationen til de traditionelle idealer fra oplysningstiden såsom objektivitet, sandhed og rationalitet ud af døren og erstattes af en vilje til magt.

Kontrovers, kritik og konflikt ses ikke længere som noget positivt, men som bevis på at den politiske styring ikke har været effektiv nok.

Forskere opnår ikke længere anseelse ved modige teorier, der udfordrer dogmatikken, men kun ved at skrive på en måde og i et bestemt sprog, der viser kollegaerne at han eller hun er en af dem – politisk set.

Den mest geniale afsløring af dette fænomen nogensinde blev udført af fysikeren Alan Sokal fra New York Universitet.

Han indsendte en artikel til det førende vidensskeptiske magasin 'Social Text'. Artiklen var stopfyldt med faktuelle fejl, som folk med blot et begrænset kendskab til fysik og matematik ville have gennemskuet straks. Samtidigt var artiklen fyldt med citater fra politisk korrekte forskere og flatterede den såkaldt progressive sag. Og så var den skrevet i netop den stil og med den terminologi, der skal til for at blive accepteret. Alt sammen om hvordan fysik kan hjælpe til at undergrave status-quo.

'Social Text' trykte artiklen, mens Sokal i et andet tidsskrift på samme tidspunkt afslørede, at der var tale om et fupnummer. Tricket lykkedes altså til fulde.

Sokal havde bevist, at det var vigtigere at føje redaktørernes politiske standpunkter end at skrive noget der var faktuelt korrekt. Sokal var den lille dreng i eventyret om kejserens nye klæder, der løftede hånden og afslørede det manglende tøj.

Så man kan sige, at de mennesker der er vidensskeptikere, selv handler, som de påstår, alle andre gør det. De projicerer deres egen mangel på vilje, evne eller lyst til at holde det politiske og det vidensmæssige adskilt over på alle andre. De mener ikke det kan være anderledes.

De mennesker, der ser viden som slet og ret et produkt af ideologi, er typisk de samme mennesker, som ville mene, at det personlige også er det politiske. Dette medfører et sidste dødsstød til den objektive viden. For nu er det ikke længere nok at udvise politisk loyalitet gennem 'forskning' der fremmer den politiske sag. Nu skal vi også være følsomme og passe på ikke at fremsætte teorier, der støder folk på manchetterne.

Den tendens var tydelig i Larry Summers sagen, hvor biologen Nancy Hopkins sagde, at hun blev nødt til at forlade rummet hvori Summers helt sin tale, fordi hun blev fysisk syg og var ved at besvime og kaste op over de udtalelser, Summers kom med.

Hvad var det egentligt Summers havde sagt, der var så slemt?

Det Hopkins reagerede på var langt fra hovedpointen i Summers tale, faktisk var det kun én hypotese af tre, som Summers fremlagde for at forklare den ulige fordeling af mænd og kvinder inden for de hårde videnskaber. Summers selv lagde endda vægt på, at han ikke opfattede hypotesen som den vigtigste eller den, der forklarede mest af den foreliggende ulige fordeling.

Det Summers havde nævnt, i blandt andre mere politisk gangbare hypoteser, var, at der var indbyggede forskelle mellem kønnene, der kunne forklare en del af den ikke fuldstændigt ensartede distribution af mænd og kvinder inden for forskellige fag.

Bare dette at fremstille denne teori, selv i en pluralistisk kontekst, var – set med de politisk korrektes øjne – utilgiveligt.

Det vigtigste er ikke længere at fremsætte forskellige teorier der konkurrer om at forklare virkeligheden bedst muligt, men i stedet om kun at fremsætte teorier der er personligt og politisk acceptable.

Så, hvor teorier før skulle sammenlignes med andre teorier om hvordan verden er, skal teorier nu, inden de overhovedet fremsættes, selvcensureres i forhold til, om de er i overensstemmelse med, hvordan bestemte grupper ønsker at verden burde være!

Det handler ikke længere om i hvilken grad en teori er rigtig, nu handler det udelukkende om i hvilken grad vi kan lide en teori eller ej. Den politiske korrekthed og kravet om hensyntagen til folks personlige følelser er nøjagtigt lige så dræbende for videnskaben som fundamentalistisk religion er det.

Larry Summers var dengang præsident på det prestigefyldte Harvard Universitet, det er han sjovt nok ikke længere. Helmuth Nyborg er ikke alene.

Det er altså langt fra kun i det religiøse og politiske rum at ytringsfriheden står sin prøve i denne tid. Det gælder om muligt i endnu højere grad i forskningens og videnskabens verden, hvor den er mindst ligeså vigtig.

I den forbindelse er Helmuth Nyborg blevet det første store offentlige offer i Danmark.