formidling

I går skrev jeg om viden og beslutninger. I dag om vil jeg skrive lidt om acceptable måder at formidle viden på.

Center for Nanoteknologi ved Danmarks Tekniske Universitet (Nano•DTU) har netop udgivet bogen "Nanoteknologiske Horisonter".

I forbindelse med min serie Forsker eller Ideolog, kom jeg til at tænke på om forskerbetegnelsen udelukkende er en afspejling af ansættelsesforhold. Er det nok at være VIP ved et universitet?

Eller stiller betegnelsen nogle krav og medfører den et ansvar?

Min gen overbevisning er at den medfører et ansvar. Specielt når man bruger betegnelsen som autoritet og bevis på ekspertstatus i en mediesammenhæng.

(Baggrund: http://forsker.net/blog/lennart-...)

Serien starter med mandeforsker Kenneth Reinicke, der er en mediedarling, når det gælde køns- og mandeforskning.

Der er få mandeforskere i Danmark, så det, at Reinicke så ofte optræder i medierne som ekspert på mænd og køn, er måske ikke specielt odiøst.

En stor eksponering medfører stor indflydelse og dermed et stort ansvar. Hvordan forvalter Reinicke så ansvaret?

Det vil jeg se på i det følgende.

Forskere får større og større indflydelse i samfundet efterhånden som medier tager forskningen til sig og bruger forskere som eksperter.

At smykke sig med ordene forsker og ekspert indebærer et vist ansvar overfor disse betegnelser.

Derfor laver jeg en serie, hvor jeg tager et kritisk blik på nogle af de mest benyttede eksperter. Hvordan bruger medierne eksperterne, og hvordan bruger eksperterne medierne?

Beholder eksperterne en nogenlunde objektiv forskerrolle?

Eller bruger de tværtimod medierne til at viderebringe ideologiske budskaber?

Da jeg var dreng, ville jeg gerne være astronaut. Det var sådan set naturligt nok. Min far var jagerpilot. Så hvad andet end astronaut kunne være det største mål?

Citius, Altius, Fortius.

Astronaut er uden tvivl blandt de mest prestigefyldte jobs, der overhovedet eksisterer. Få andre jobs får så megen ren positiv opmærksomhed.

Det er også fint. For de bevæger sig på grænsen.

På grænsen af vore teknologiske formåen og på grænsen af, hvor langt vi er kommet i det fysiske rum.

Lennart Kiil: Hvordan og hvornår blev du første gang interesseret i naturvidenskab?

De få studier, der findes af dværgchimpansen i det fri, bekræfter ikke det ry, aben har fået af forsker og forskningsformidler Frans de Waal.

Lennart Kiil: Hvordan og hvornår blev du første gang interesseret i politisk videnskab?

Bjørn Lomborg: Da jeg studerede i USA under den kolde krig i firserne. Med atomtruslen som en del af hverdagen, spurgte jeg mig selv, hvordan kan jeg gøre verden et bedre sted og skabe fred. Det kan jeg som politiker med indflydelse, mente jeg.

Hvordan bliver man det, spurgte jeg mig selv? Man læser statskundskab. Senere fandt jeg ud af at det var sværere at blive politiker med indflydelse end som så. Jeg fandt også det akademiske aspekt mere interessant.

Den evige myte om naturvidenskabens støvede image og den manglende interesse blandt folk blev endnu en gang gjort til skamme i Århus. I går fandt det første foredrag i rækken om symmetri og mønstre sted. Foredragsrækken, som er gratis, omhandler fem foredrag og er arrangeret af Folkeuniversitetet i Århus i samarbejde med det Naturvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet.

Mere end 800 mennesker havde bestilt billeter og udover det stopfyldte auditorium, med plads til 400 mennesker, var yderlige et par mindre auditorier fyldt med folk, som så foredraget via videolinks fra det store auditorium. Det var dog muligt, som undertegnede gjorde, at møde op et kvarter før foredraget begyndte og komme ind i hovedauditoriet via ikke afhentede billeter.