Mødet i Munkekælderen

(Bemærk, følgende er ikke et officielt referat)

I går eftermiddag var der paneldebat i Munkekælderen på Københavns Universitet.

Og da først en stor tak til alle fremmødte og særligt til Danske Videnskabsjournalister, specielt Michael De Laine og Nanna Heinz for at arrangere det.

Tak til mine kolleger ved panelet, Jørgen Burchardt, Vibeke Hjortlund og Peter Hyldgård - begge videnskab.dk og - ikke mindst - tak til en særdeles kompetent ordstyrer i form af Mogens Blicher Bjerregård, formand for Dansk Journalistforbund.

Debatten skulle egentligt handle om det statsfinasierede site videnskab.dk og dets betydning for freelanceres afsætningsmuligheder.

Specielt set i lyset af, at videnskab.dk leverer indhold til private medier JP.dk og 24timer på nogle vilkår, som private freelancere og virksomheder, der leverer indhold, ikke kan konkurrere med, fordi de ikke får deres udgifter til produktion af indhold dækket af staten.

Mødet kom også i nogen grad til at handle om dette. Den generelle enighed kom vist til at gå på, at det var irriterende, at videnskab.dk leverede til private medier, men at det ikke var det største problem, freelancerne havde. Jesper Odde Madsen udtrykte det sådan her

Det kan godt være at en kioskejer ikke primært lever at at sælge cola'er, men har du en kiosk, kan du godt mærke, hvis nogen lige pludselig begynder at give gratis cola'er væk ude på gaden.

Et par ting jeg bed mærke i, var de opfattelser, der herskede omkring videnskabsjournalistik og freelanceres muligheder som privatpersoner og private virksomheder.

En forsker - i egne ord en platugle - rejste sig på et tidspunkt og sagde, at freelancere ikke kunne udrette kritisk journalistik. Han mente vist i det hele taget, at det var en umulighed.

Vibeke sagde under præsentationen, at freelancere ville have svært ved at få indholdsaftaler med medier, fordi de ikke kunne give samme leveringssikkerhed som videnskab.dk - men er det ikke lidt at argumentere bagfra?

Et privat firma som ZenSci Consult kan med tre tilknyttede faktisk godt give en sådan sikkerhed på levering af indhold. Hvad vi ikke kan, er naturligvis at levere gratis. Det kan vi indrømmet ikke - - i modsætning til videnskab.dk.

Vibeke mente heller ikke, at der egentligt var nogen mulighed for et site om videnskab - i modsætning til for eksempel et om sport - uden om finansiering primært fra staten, men igen - dette er aldrig kommet an på en prøve, og nu er det i hvert fald ikke nemt.

Mange mente i det hele taget ikke at videnskab - i modsætning til sport og andre områder - var interessant nok til at bære sig selv. Hverken for freelancere at kunne sælge til medier eller som sites af private på nettet.

I det hele taget var der ikke megen forståelse for private aktører og freelancere og debatten kom hurtigt til at handle om noget andet. Det er måske ikke så overraskende, når vel mindst 80 procent af de tilstedeværende var offentligt ansatte.

Til stede i salen var nemlig mange flere informationsmedarbejdere fra universiteterne end der var freelance videnskabsjournalister.

Dette satte sit præg på eftermiddagen. Det kom blandt andet til at handle om den dobbeltrolle, disse ansatte har. Den faglige stolthed (eller var det tryghed i ansættelse?) var stor nok til at denne gruppe måtte sige fra, da det blev antydet, at det var dem svært at drive kritisk journalistik overfor et system, de selv var en del af.

En interessant debat i sig selv.

Det jeg mangler, og det som nok var svært, når man ser på sammensætningen af publikum, er stadig en debat om, hvordan private virksomheder og freelancere, der skal leve af at skabe og sælge indhold inden for emnet videnskab, skal klare sig på et område der - som fremødet tydeligt viste - i den grad er domineret af det offentlige.

Er det overhovedet muligt.

Jeg sad lidt tilbage med en fornemmelse af, at det ville være lettere at kaste sig i armene på moder stat og lægge sig til patten end selv for alvor nogensinde at kunne skabe noget.

Det er trist, hvis det sidste private initiativ bliver luget ud, men det bliver konsekvensen, hvis ikke man tager ting som konkurrenceforvridning alvorligt.

For ganske som man sagde er levering til aviser fra videnskab.dk kun et lille problem, men det er stadig op til den enkelte freelancer at bestemme, om aviser - med den lille gage - er umagen værd. Kan aviserne få indholdet gratis andetsteds, får man end ikke valget.

Sådan er det lidt hele vejen rundt. Der er ikke rigtigt nogen områder, hvor det offentlige ikke har sat sig på kommunikationen af viden.

Universiteternes presseafdelinger leverer jo efterhånden færdige historier, som aviserne kan kopiere direkte ind i spalterne.

Alt dette har man så den frækhed at kalde fri og uafhængig journalistik. Det viser noget om, hvor ukritisk man er blevet. Men også hvor kortsigtet.

Aviser som JP har naturligvis også et ansvar her. Avisen betegner sig selv som borgerlig og påstår at støtte det private initiativ, men principperne og de fine ord rækker ikke længere, end at man straks accepterer statsfinansieret og 'gratis' indhold på sin spalteplads. (Mon da ikke hele JP's Muhammed affære i virkligheden handlede mere om at skaffe JP opmærksomhed end den handlede om alle de fine principper, de selv påstod?). Ynkeligt. Skam jer JP!

Til sidst kom alle ved panelet undtagen undertegnede endog til enighed om, at mediestøtte var af det gode og at den skulle nå mere ud på nettet. Så det varer måske ikke længe før også andre områder end videnskab af de toneangivende anses som noget, det offentlige bør dominere. I sandhed vejen til trældom.

Vibeke mente, at en afskaffelse af mediestøtten ville være en trussel mod demokratiet, men jeg vendte den 180grader. Det er i stedet ideen om at alle medier skal have støtte af staten, der er en trussel mod demokratiet. For da vil medier ikke tænke i at udbrede sandheden eller udvikle stærke produkter og koncepter der kan klare sig i konkurrence. I stedet vil de da bruge tiden på at tækkes politikere, så de kan få flere penge næste gang.

Hvorfor ønsker man denne Pravda-model?

Da må medierne helt opgive rollen som borgernes vagthund og i stedet indtage en plads som dresseret skødehund hos moder stat. Så længere rækker den faglige stolthed så alligevel ikke. Interessant.

Altså, igen, hvordan skaber vi nogle vilkår, der gør, at også private virksomheder og freelancere kan sætte deres aftryk i mediebilledet?

Hvordan sikrer vi en ægte pluralitet i en tid, hvor de fleste læner sig så tæt op ad staten som muligt?

Det kom der ikke noget svar på. Og vi ved nu, at vi ikke skal regne med de gamle "private" som Jyllands-Posten her. De er allerede ved patten. Ak, hvor sølle!

Derfor bør vi private virksomheder og freelancere simpelthen lave vores eget møde, hvor vi ikke sidder som de passive 10 procent private overfor de aktive 90 procent offentlige, der straks sætter en hel anden dagsorden end den, der er vores.

De har en interesse i at bevare status quo, det har de gamle medier også. Det har vi ikke!