Dovendyr og egotrippere

Vi forlader arbejdsmarkedet tidligere og tidligere:

Danskerne kvitter jobbet til fordel for efterløn og folkepension tidligere end nogensinde før. Faktisk er der alene siden 1992 skåret hele to år af den gennemsnitlige alder, hvor danskerne trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

Samtidigt lever vi længere og længere så perioden, hvor vi forsørges af fællesskabet, forlænges i begge ender:

Da danskere over 60 år samtidig lever to år længere nu, end de gjorde i starten af 1990?erne, så må staten faktisk punge ud med offentlig forsørgelse af danskernes otium i fire år ekstra, hvilket graver hullet i statskassen endnu dybere.

Endelig kommer vi senere og senere ud på arbejdsmarkedet, fordi vi bruger længere tid på uddannelse.

Læg dertil de demografiske ændringer, hvor der bliver flere ældre og færre unge i fremtiden.

Gennemsnitsalderen for dem, der går på førtidspension, falder også kraftigt.

Alt dette resulterer i, at antallet der yder falder voldsomt, og antallet der nyder stiger.

Det kan næppe overraske at folk helst vil slippe for at arbejde, for vi mennesker er af natur dovne. Kan vi undgå det kedelige arbejde, gør vi det gerne.

En buschaufør vel måske hellere spille golf end at køre bus, og det kan man ikke fortænke ham i.

Vi lever i en velfærdsstat hvor valget er personligt, men konsekvensen af valget bliver socialiseret.

Når for eksempel en person på 60 vælger at gå på førtidspension, er det et personligt valg, men omkostningen påføres fællesskabet.

Det er en rigtig skidt ide at adskille valg og konsekvens på den måde, da det giver de mest egocentrede aspekter i den menneskelige natur alt for frit spil.

Heri ser vi også en forskel på det organiske civilsamfund og den mekaniske socialstat.

Førhen ville man ikke ligge familien til byrde mere end højest nødvendigt så man forsøgte at arbejde så lang tid som muligt. Men under velfærdsstaten ligger man kun den abstrakte stat til byrde (det vil sige ikke-relaterede individer). Dette forstærker den egoistiske tendens.

Når man forstår disse ting, må man også undres ved at vi der kritiserer velfærdsstaten ofte får prædikatet egositer, for det er velfærdsstaten der producerer egoismen. Eller rettere den forstærker den.

Når vi indretter vort samfund, må vi altid tage vores natur i betragtning. Velfærdsstaten går ikke i spænd med vores natur.

Se:
http://180grader.dk/nyheder/Dans...