Hvorfor får vi ingen børn?

Jo længere og mere risikofrit vi lever, jo mere vil vi udsætte det at få børn.

Det tilsiger evolutionær teori og teorien kan da også bekræftes ved at se sig lidt omrking.

Problemet ved at udsætte er naturligvis, at det så ofte ikke bliver til noget. Pludselig er det måske for sent.

Førhen lå der en vis forsikring i at få børn, for familien spillede en stor rolle i ens egen fremtid. Det indebar derfor en væsentlig risiko ikke at få børn tidligt.

Under det nuværende selektive miljø, som er velfærdsstaten, forholder det sig noget anderledes.

Vi er ikke afhængige af familie og børn. Vi får som gamle vores materielle behov dækket uanset og vi har været fremsynede nok til at investere tid i en familie.

I en socialstat kan al vores energi altså rettes mod egoistiske gøremål såsom at få en karriere og en masse andre dybest set ligegyldige ting.

For når vi bliver gamle og ikke har nogen familie at falde tilbage på tager staten bare fra nogle af, dem der har været mere (re)produktive og omfordeler.

At vi er blevet uafhængige af vores familie fremstilles ofte som noget positivt, men det er jo netop ud fra vinklen om at selvrealisreing er livets egentlige mål.

Uafhængighed er lig med atomisering.

Atomisering er det omvendte af den meget omtalte sammenhængskraft. Staten kan ikke holde sammen på os på sigt. Det kan kun reel gensidighed.

Hvorfor bøvle med børn, forældre, familie, når vi kan overlade den slags bøvl til andre og selv fokusere på selvrealisering?

Uafhængighed og velfærdsstat understøttet som jeg tidligere har været inde på de mest egocentriske aspekter af den menneskelige natur.

Velfærdsstaten er så langt fra en ESS, som noget kan være.