Lige meget værd - sådan får du lykkelige drenge & piger fulde af selvværd

Lige meget værd er en sammenfletning af anekdoter og interviews, men poserer ikke desto mindre flere gange som videnskabelig funderet. Ironisk nok kritiserer den sine modstandere for at mangle videnskabeligt fundament, også når disse modstandere har betydeligt mere empirisk grundlag, end Nina Frank selv. Modstanderne er dem, der mener, at køn er biologisk baseret.

I bogens indledning bekender Nina Frank sig til læseren. Efter at have fået to drenge, følte hun stadig en mangel i sit liv. Den mangel forklarer hun sådan her: "Årsagen er, at jeg levede i en forestilling om, at køn er forudbestemmende for vores måder at være sammen på, snarere end det er noget vi skaber."

Heri ligger bogens tilblivelse. Den handler om Nina Franks nye religion, der har givet hende løsningen på det problem, manglen udgjorde. For hvis piger og drenge i virkeligheden ikke er forskellige men ens, kan en dreng jo være lige så god, som den pige hun havde ønsket sig.

Bogen er derfor ikke overraskende et forsvar for teorien om, at køn er en social konstruktion og et angreb mod andre, der måtte mene, at køn ikke kun er en social konstruktion.

Køn og samfundets fremtid
På tidstypisk vis gøres spørgsmålet om køn til et centralt tema for hele vores samfunds fremtidige muligheder. Det er vores opfattelse af køn, der er afgørende for vores muligheder for at konkurrere i fremtiden, mener Nina Frank. Faktorer som skattetryk, erhvervspolitik og andre emner er åbenbart sekundære. Bogens tese er, at det helt afgørende er opdragelse. Der er ikke meget nyt i den idé, at børn skal formes til et kønsløst universalindivid i samfundets tjeneste, men lad os alligevel følge bogen en stund.

Nina Frank mener for eksempel, den er helt gal i Danmark. Der er ikke lige mange mandlige og kvindelige ledere i medieverdenen. Det mener hun, vi kan og bør ændre gennem opdragelse.

Man kunne sige, at Nina Frank ønsker at indtage familien og underlægge den en politisk målsætning. Intet er privat. Intet er noget i sig selv. Alting bliver et instrument for et politisk endemål. Ligestillingen, som for Nina Frank er det overordnede mål, er også målet for familiens interaktioner. Derfor må vi droppe vores instinkter og blive bevidste om, hvordan vi agerer, så vi kan ændre vores adfærd og leve det politisk korrekte familieliv.

Som sagt er der absolut intet nyt i den idé. Hvor familien for Engels var det nexus, der fungerede til at overføre kapital mellem generationer, er familien for de moderne feminister det nexus, hvor alle sociale dårligdomme overføres. Altså må vi gå radikalt til værks. Opgive alle ideer om køn som noget kontinuert, bryde op og starte forfra: Alt det vi tror vi ved - al den viden vi gennem tiderne har samlet om opdragelse og køn. Væk med den. Der skal være plads til den fagre nye verden, hvor piger er drenge og drenge er piger.

Som mange andre ideologer glemmer Nina Frank her, at opdragelse ikke udelukkende er noget forældre giver deres børn ud fra en fastlagt plan om hvordan de to køn skal formes. Sådan tænker hun godt nok selv om opdragelse, men det betyder ikke at opdragelse generelt forløber envejs. For de fleste er opdragelse ikke kun et middel til indoktrinering.

Når en mor giver sin datter en dukke, er det ikke udelukkende for at berede datteren på moderskabet. Meget ofte har datteren bedt om en dukke. Opdragelse er altså en dynamisk interaktiv proces. Og når de to køn behandles forskelligt, er det i mindst lige så høj grad, fordi de har forskellige behov og beder om forskellige ting, som det er et udtryk for, at far og mor vil have Peter til at være soldat og Lise til at være dagplejemor.

Den store konspiration som Nina Frank ser blandt forældre mod piger, den findes simpelthen ikke.

Tvang
Nina Frank kommer ind på, at vi i Danmark har Europas mest kønsopdelte arbejdsmarked. Hun har allerede bestemt sig for, hvad det skyldes. Nemlig familiens kønsroller. Men det stemmer jo ikke overens med virkeligheden. For i de sydeuropæiske lande er det familiemønster, som Nina Frank begræder, betydeligt mere udbredt end her. Ikke desto mindre er deres arbejdsmarkeder mere kønsintegrerede end vores. Så er hendes tese egentligt falsificeret. Hun tager fejl, når hun siger at arbejdsmarkedets sammensætning determineres i hjemmet.

Problemet er jo nok at familierne åbenbart er for dumme til selv at finde ud af, hvad der er godt for dem. Derfor argumenterer Nina Frank for, at familien skal underlægges det politiske system. Se, før skulle familien blot underlægges en politisk idealisme, men når det ikke rækker må politikerne træde til med lov og tvang. Hvordan dette i praksis skal foregå fremgår ikke. Skal vi have kontrollanter ud fra staten, der sikrer, at det huslige arbejde fordeles milimeterdemokratisk?

Ser ikke gensidigheden
Lige som en tidligere ligestillingsminister bruger Nina Frank ordet servicering flere gange. Drenge bliver serviceret af piger. Mænd af kvinder. Nu som da forstår jeg ikke helt, hvad problemet er i dette. Drenge og mænd hjælper piger og kvinder på mange måder. Det er kun rimeligt, at de får noget service igen. Men feminister er sædvanligvis ret enøjede. De kan godt se, når mænd får noget fra kvinder, men når forholdet er omvendt, fokuserer de altid kun på det negative, som mænd giver. Denne ensidige fokusering afslører, at argumentation har en politisk målsætning, mere end den er et forsøg på et beskrive virkeligheden så fyldestgørende som muligt.

Efter kravet om politisk kontrol af familien fremturer Nina Frank med diverse trusler mod drenge. De fleste kan sammenfattes i følgende form: Hvis du ikke laver husligt arbejde får du aldrig en kæreste! Eller. Hvis du forventer at blive opvartet, får du aldrig en kæreste! Ja, selv de progressive benytter gerne de gamle tricks.

Problemet er også, at det simpelthen ikke passer. Du scorer ikke en kæreste på at sige nej til opvartning eller være god til det huslige. Man gør ikke drenge lykkelige ved at binde dem løgnehistorier på ærmet.

Nina Frank skriver også sådan her:
"Du kan med andre ord være med til at sikre din søns kommende lykke ved at have forventninger til hans deltagelse i husholdning."

Undskyld, men det er jo nærmest himmelrystende naivt. Ikke desto mindre er hensigten klar. Drenge skal reduceres til en slags kvinder af reserven, der kan træde til, når kvinden ønsker det. En klat modellervoks, der hele tiden tager den form, kvinden på et givent tidspunkt måtte ønske. Den grad af arrogance, der ligger i den her form for feminisme, er nærmest grænseløs. Hvis man skal være modellervoks for at få en kvinde i fremtiden. Ja, så er vi nok nogen stykker, der foretrækker at leve uden. Kvinderne er jo alligevel heller ikke meget ved længere, når alle nu er unisex, kan man lige så godt være autosex.

Det er en anden ting, folk som Nina Frank ikke forstår. At "kønsroller" har en lang række sociale funktioner. Igen kan feministerne kun se det skadelige og begrænsende i dem. Men ikke at de også skaber effektiv arbejdsdeling og medierer forskellige processer af afgørende betydning for partnervalg og derfor medvirker til at vi overhovedet eksisterer i fremtiden.

Nina Frank snakker også med Michael Kimmel, en mand der har dedikeret sit professionelle liv til at bevise hvor skidt en ting traditionel maskulinitet er. Hans råd er ikke overraskende lige så revolutionært som Nina Franks eget:

"Første råd er til mødrene er: Få dig en karriere. Vis dine sønner, at du er et helt menneske og ikke et serviceorgan."

Kimmel afslører her sin egentlige mistro til drenge som drenge. Implikationen af hans sætning er, at drenge normalt, hvis deres mor ikke har en karriere (et ord der efterhånden har mistet al mening), opfatter hende som et serviceorgan. Det er noget af en påstand og viser meget om Kimmel og hans generaliserede selvhad. Kimmel er ikke værd at spilde mere plads på. Han hører hjemme i min forsker eller ideolog serie. Altså i sidstnævnte kategori.

Generelt er bogen - både Nina Franks egne anekdoter og de mange interviews - gennemsyret af misandri. Som er som misogyni - blot vendt mod mænd i stedet for kvinder.

Det er naturligvis svagheden ved at basere en bog på anekdoter og interviews. For anekdote sidder læseren sikkert med egne - alt efter læserens køn og partikulkære livshistorie, vil læseren bekræfte eller afkræfte forfatterens påstand. Man kan altså ikke bygge en stærk teori på anekdoter. Selvom anekdoter naturligvis giver en mere underholdende bog end tørre statistikker. På samme måde kunne man vælge fem andre interviewpersoner og få et andet resultat.

Et eksempel på misandri i bogen kommer fra Ulrik Haagerup. Han siger at når et par bliver skilt, er det fordi, manden er et fjols. Jo, tak. Det er altså altid alene mandens skyld når et par må skilles? Det er jo decideret uintelligent at sige den slags. Specielt når vi ved empirisk, at det er kvinden der igangsætter to ud af tre skilsmisser. Man må tage ansvaret for egne valg.

I bogen kalder Nina Frank konsistens frie valg for "såkaldt frie valg". Det skal nok forstås sådan, at valg ikke er frie, når de er truffet med falsk bevidsthed. Hun afslører igen sin determinisme. Kun folk, der, som hende, er oplyst af feminismen, kan træffe frie valg.

Også skolen
Forfatteren beklager gentagne gange, at ligestilling ikke er et fag i skolen. Kan nogen se en totalitær tendens her?

Familien skal være instrument for ligestilling. Skolen skal være instrument for ligestilling. Arbejdet skal være instrument for ligestilling. Vi har set det alt sammen før - blot med klasser i stedet for køn. Sovjet.

Bogen indeholder også et afsnit om behov. Her påstås det, at mænd får opfyldt deres behov, mens kvinder ikke gør. Den generalisering holder bare ikke og viser med al tydelighed at forfatteren - til trods for al sin kønsbevidsthed - på ingen måde formår at hæve sig over kønnet.

Modstanderne karikeres
Afsnittet om mentale forskelle indledes med den sædvanlige falske dikotomi mellem biologi og miljø. Dem, som mener kønsforskelle også har en biologisk komponent, karikeres derefter på det groveste. Denne rejste stråmand er naturligvis nem at tage ned, men intelligente fortalere for biologiske komponenter får ikke lov at komme til orde i bogen. Sådan er den totalitære mentalitet. Man vælger kun de udsnit, der verificerer hypotesen og udelader dem, der kan falsificere den.

En uheldig ting ved bogen er forfatterens forhold til generalisering og undtagelser. I flere omgange beskriver hun, hvordan hun irriteres ved generaliseringer, fordi hun selv har oplevet at være en undtagelse for generaliseringen eller set andre være undtagelser. Det er imidlertid ikke meningen med en generalisering, at den skal indeholde alt. For eksempel irriterer generaliseringen "drenge er vildere end piger" hende, fordi hun kender en pige, der er vildere end de fleste drenge. Men ud fra den logik kan man jo intet som helst sige om noget som helst uden at skulle detaljere det i en grad, så det er umuligt at kategorisere verden og dermed få begreb om den. Generaliseringer ser i øvrigt også ud til at irritere forfatteren mest, når de går mod hendes ideer. Ikke så meget når de støtter dem. For eksempel generaliserer hun glad drenge som seksualkrænkere mens piger generaliseres som ofre.

At forfatteren i det hele taget ikke har noget solidt greb om relative størrelser og tal, afslører hun selv med al tydelighed i kapitel seks, hvor hun skriver "at drengene efter den gamle 13 -skala i snit fik 8,1 i mundtlig dansk ved folkeskolens afgangsprøve, mens pigerne fik 8,7. Vi taler altså om en forskel på 0,6 procentpoint."

Nej, forskellen regnet i procent point er naturligvis betydelig større, omkring 5 procent - forskellen på 0,6 karakterer er forskellen inden for 13-skalaen. Ak, ak.

Bogen indholder også et kapitel med en påstand om at piger forfordeles (i ordets oprindelige betydning) i skolen. Påstanden baseres på en amerikansk bog, der imidlertid er blevet tilbage vist af andre amerikanske forskere. Det fremgår ikke af Nina Franks bog. Hun konstruerer derimod sit argument sådan at skolen behandler drenge bedre uanset om de klarer sig bedre eller ej. Helt ærligt, det er ikke rimeligt.

Bogen er kort sagt feministisk. Det vil sige, den ser tingene gynocentrisk. Ud fra piger og kvinders synsvinkel.