Gilles Deleuze - en moderne fritænker

Denne artikel er en ultra kort præsentation af den franske filosof Gilles Deleuze.

Gilles Deleuze (1925-1995) er en moderne samfundstænker. Han blevet kaldt mange ting, men mest af alt filosof. Hans teorier har haft stor indflydelse inden for områder som kunst, litteratur, sociologi, medie- og kommunikationsteori og selvfølgelig filosofi. Deleuze er ikke en systembygger, men en fritænker, der hele tiden søgte det frigørende i det han beskæftigede sig med.

Hans projekt kan læses som en løbende evaluering af livet, der sker uden nogen kontrollerende vejledning. Evaluering sker ene og alene på de præmisser, som dét der evalueres selv konstituerer. Det er et forsøg på at bekræfte det frigørende i det som sker, mens det sker, hvorved han – i samme bevægelse – rækker det frigørende videre til sine læsere (eller kommende generationer). Det er denne positive gestus, som er medvirkende til at han i dag fremstår som en populær tænker.

Deleuzes projekt kan bedst betegnes som etisk, idet det forsøger at frisætte livet. Det er bedre at være fri, end ikke-fri. Hvorfor? Fordi det frie menneske – der kan udleve den eksistens som vedkommende finder rigtigst – er lig med det menneske, der skaber mest glæde. Dette kan sagtens læses som en påstand, men der er dog tale om en påstand der til dels finder fodfæste inden for filosofihistorien mere generelt, hvor frihed altid har været filosofiens ærinde. Derudover har lykke, glæde og godhed været temaer i filosofien siden Platon og Aristoteles.

For Deleuze handler filosofi ikke om det der er, men om hvad mennesket gør. Det værende kan kun analyseres, som et objekt, når det ses i lyset af hvad vi gør, hvad der sker. Selv hævder han at filosofiens traditionelle fokusering på væren har dræbt tanken, som er knyttet til det frie menneske. Han forbinder ofte frihed med minoriteten, hvorved hans blik synes at være styret af allerede etablerede distinktioner. Her har filosoffer som Alain Badiou og Slavoj Zizek påpeget af Deleuzes tanker ikke er helt så frie som han hævder, idet han har en tilbøjelighed til at lede efter dét, som kan bekræfte en ”skjult” agenda hos forfatteren. Han genbruger ofte velkendte marxistiske skabeloner, hvor nogen besidder mere magt end andre; eller (helt dualistisk) skriver han sig op imod eksempelvis Freud eller Platon, hvorved hans egne tanker bliver meget afhængige af førnævnte – og derfor, ikke er helt så frie og kreative. Når dette er sagt (og jeg er for så vidt enig med Badiou og Zizeks kommentarer), er Deleuze eksemplarisk i sin affirmation af, hvad der gør livet let, frit og flyvende. Hele hans forfatterskab fremstår som en vedvarende udvikling af en affirmativ praksis.

Deleuzes arbejde kan inddeles i tre perioder:

1. Frem til 1968 arbejder han primært med filosofiske monografier omhandlede Hume, Nietzsche og Bergson. Disse bøger er ikke kritiske studier, men er snarere en omskrivning af deres tanker. Deleuze gør deres tanker til sine egne i kraft af denne omskrivning, hvorved han fremstiller dem, som han gerne vil have dem til at lyde. I dette arbejde udfoldes ideen om tilblivelse, som en bevægelse uden ende. Tilblivelse skrives frem i opposition til væren, der betragtes som reducerende. Hans doktorafhandlinger Forskel og gentagelse og Meningens logik fra henholdsvis 1968 og 1969 opsummerer (og tilføjer) monografierne i en mere selvstændig og koncentreret form.

2. Den anden periode overlapper den første, men handler mere om æstetiske spørgsmål, som i høj grad er en videreudfoldelse af den praksis som fremlægges i den første periode. Her beskæftiger han sig med forfattere og kunstnere som Masoch, Proust og Bacon. Han skriver også om filmens filosofi. I korthed redegøre Deleuze for, hvordan Masoch åbner op for nye måder at tænke og føle på i kraft af den tone, som hans bøger anslår; han viser at Proust nærmest udfolder en semiotisk metode, der understreger at en læringspor altid peger fremad; han hævder at Bacon opfinder filosofiske begreber i kraft af sine penselstrøg. Og endelig ser Deleuze filmen, som en ”næsten” ikke-visuel, men snarere en begrebslig karakter der udspiller sig i hjernen. Hjernen er filmlærredet. Den anden periode ligger som sagt ikke i en tidsmæssig forlængelse af monografierne, men de befrugter hinanden. Det er i høj grad i kraft af studiet af Proust at Deleuzes praksis bliver mere velstruktureret.

3. Den tredje periode er bøgerne som han skrev sammen med Felix Guattari. Psykiateren Guattari er den store opfinder af begreber i deres fælles arbejde. Han er mere politisk aktiv end intellektuel. Han er student af Lacan, som han også har undergået psykoanalyse hos (og som han til dels bryder med i forbindelse med publiceringen af Anti-Ødipus). Han har arbejdet sammen med Jean Oury på klinikken La Borde, hvor psykiatrien blev praktiseret anderledes. Patienterne fik her et større frirum. (Michael Hardt har fortalt at det virkede som om patienterne havde overtaget stedet, da han besøgte La Borde.) Guattari taler om det ubevidste som noget politisk, hvor sociale kræfter indvirker i de ubevidste. Det betyder eksempelvis at psykiske problemer ikke kun skyldes barndommen (Freud), men potentielt alle sociale og politiske kræfter kan påvirke. Problemet med psykoanalysen (ifølge de to) er at den antager at det ubevidste er givet. Snarere bliver det kontinuerligt formet både politisk og socialt. Subjektivitet er med andre ord ikke givet, men bliver løbende produceret. Denne ide udpensler de i Anti-Ødipus, hvor de to går imod Freuds ide om partout at relatere problemer til mor-far-mig trekanten. Det er klart at Guattari ganske ufortjent har fået en sekundær position i de mange kommentarer til Deleuzes arbejde, skønt der var tale om et samarbejde. Det er tydeligt at samarbejdet med Guattari har en mere politisk og psykologisk vinkel. Derudover er tonen mere direkte og konfronterende end i Deleuzes egne arbejder. Selv sagde de at de skrev med den andens tunge. At Deleuze favoriseres skyldes angiveligt at han er mere traditionel, hvorimod Guattari er mere eksperimenterende og derved sværere at placere.

Det Deleuze forsøger at vise – inklusiv i sin opposition til andre tænkere – er at magten skal ses i lyset af det liv, som der åbnes op for. Magten eksisterer alle steder. Det handler om selv at tage magten over eget liv; tage magten og selv bestemme, hvordan ét liv skal påvirkes. Hvordan tager mennesket magten over livet tilbage? Det er et muligt svar på dette spørgsmål, som han præsenterer.