Klimarealisme, tak!

Klimadebatten er siden dataindbruddet hos CRU blevet mere polariseret.

På den ene side har vi alarmisterne. Det er den politiske elite, der i disse dage er samlet i København. De skyer ingen midler og deres "oplysning" og "formidling" minder mest af alt om noget, Leni Riefenstahl kunne have produceret.

Lad det være sagt rent ud: Budskabet der på den ene og den anden måde udgår fra COP15 står på ingen måde i noget reelt forhold til virkeligheden. Her taler jeg ikke specifikt om IPCC, men om det samlede budskab skabt af hele mødet - særligt af "formidlingen".

På den anden side har vi skeptikerne. Det er en mere broget gruppe. Desværre, dels vel som reaktion på alarmisternes politiske og økonomiske overmagt og dels som umådeholden begejstring over det ved CRU-indbruddet blotlagte materiale, er denne gruppe også nu mere forfalden til forsimplinger end tidligere.

Også her trives en urealistisk opfattelse af klimaændringer, og på det seneste har gruppen bevæget sig over i en nærmest konspirationsteoretisk retning. Gruppen har dog ikke noget nær den magt eller økonomi som alarmisterne har.

I en sådan Davids kamp mod Goliat er det fristende at stille sig på Davids side. Men den går ikke! For det handler ikke om at vælge side, men om at undersøge realiteterne og finde den rigtige position. Groupthink er en faldgrube ved enhver gruppering, og det ansvarlige menneske må hæve sig over denne uheldige tendens til ureflekteret konformitet i vor natur.

Dette kræver naturligvis adgang til rådata og en god objektiv formidling. Noget ingen af de to grupperinger leverer. For jo mere ekstreme alarmisterne bliver i deres formidling jo mere modsvarer skeptikerne med en yderligere polarisering af egen position, for ligesom at virke som modvægt. På den måde bevæger begge grupper sig for tiden længere og længere væk fra en nøgtern og realistisk position omkring emnet.

Der er mildest talt opstået en meget uheldig destruktiv interferens i dialektikken. I stedet for at nærme sig en realisme svinger de to positioner ude af kontrol længere og længere bort fra virkelighedens problemer.

Vi har ikke bruge for flere alarmister eller flere skeptikere. Vi har brug for realister! Klimarealister. Mennesker der er vant til at formidle svært tilgængeligt stof på en lødig måde. Og et sted hvor folk kan gå hen og finde reel information og på den baggrund danne sig en realistisk opfattelse af problemet og agere i proportion med denne.

For det er vel det vi ønsker, ikke? Oplyste, frie borgere, ikke?