Mit gamle Alma Mater, Aarhus Universitet, er som de fleste andre danske universiteter faldet i kønsfælden. Målet er en lige fordeling af forskerstillinger - eller i hvert fald at kvinder kommer til at besætte mindst halvdelen af disse. Og alle midler tages i brug. Også de stærkt diskriminerende bestikkelsespenge, hvor institutter belønnes med kolde kontanter, når mænd vælges fra.
Bestikkelse er ganske givet effektivt, hvis man for alt i verden blindt forfølger et bestemt endemål; en bestemt fordeling af køn. Omkostningerne er bare kæmpestore. Det første, der ryger, er fagligheden. Det turde sige sig selv, at når hovedkriteriet for en ansættelse bliver køn, må kompetencer nøjes med en birolle.
Dernæst ryger retfærdigheden. Den hensynsløse jagt på resultatlighed er nemlig uforenelig med lige muligheder. Så længe en ansættelse af en mand medfører en økonomisk sanktion, risikerer mænd at blive fravalgt til fordel for dårligere kvalificerede kvinder. Det siger sig selv at en stor sum penge i nogen udstrækning kan kompensere for manglende kompetencer.
Efter fagligheden og retfærdigheden er ofret på resultatligestillingens feministiske alter, opstår utilfredsheden og det dårlige arbejdsmiljø. Først internt blandt det videnskabelige personale. Den politiske favorisering af kvindekønnet vækker berettiget harme blandt de tilbageværende mænd. En ledelse der favoriserer på den både urimelige og stupide måde er svær at tage seriøs.
Hvor der før var meritokrati, er der nu politisk regulering. Det rykker magtbalancen fra forskerne over til det administrative personale. Det er administrationen, der tildeles pengene ovenfra - de kan så dele nogle af dem videre ud til de institutter, der gør som der bliver sagt.
Og nu begynder utilfredsheden at opstå eksternt. Skatteyderne spørger, hvorfor de stadig skal betale mere og mere til forskning, når den bliver af en ringere og ringere kvalitet. Og hvorfor skal de betale til en bureaukratisering af universiteterne. En bureaukratisering der kun er blevet nødvendig, fordi politik fortrænger forskning - i både ansættelses- og andre forhold på universiteterne.
Hvor fordelingen af stillinger før kunne afgøres alene ved faglig tvekamp mellem forskerne, er der nu en hær af administratorer og bureaukrater, der skal sørge for at regulere og detailstyre processen, så det sikres, at resultatet kommer i overensstemmelse med en række politisk fastlagte feministiske målsætninger.
Kunne det ikke være dejligt om politikere, bureaukrater og universitetsledelse kunne forstå, at det afgørende for ansættelse skal være det, en person her mellem ørerne - ikke det personen har mellem benene. Og husk på, kære læser, borger og skatteyder i Danmark - det er dig, der er tvunget til at betale den ekstra kompensation institutterne modtager, når de diskriminerer mod mænd.
Det er dyrt, det er urimeligt, og det er fordummende. Lad den praksis få ende.
Jeg ser frem til den dag, universiteterne igen begynder at sætte kunnen over køn - og ikke som nu køn over kunnen.
/lk