Det mellem ørerne, og kun det mellem ørerne, bør tælle, når forskere skal udvælges -- hvad de har mellem benene, er – i hvert fald i den forbindelse - fuldstændigt irrelevant.

Enhver form for særbehandling er uacceptabel. Diskrimination og særbehandling er to sider af den samme mønt. De kan ikke adskilles. Der hvor en person tilvælges på baggrund af køn, fravælges en anden på grund af køn.

Det har man svært ved at forstå i EU og også i Danmark, hvor man arbejder med begrebet kønsmainstreaming (ja, selv ordet er grimt.)

Mainstreaming er det nye ord, for det man i USA kalder Affirmative Action. Altså en iværksættelse af en række initiativer på diverse niveauer, der skal sikre, at fordelingen af personer inden for forskellige discipliner opfylder et bestemt politisk ideal.

Det er det rene vanvid, at arbejde med den slags inden for områder som videnskab og forskning, hvor det er resultatet, der er afgørende for vores evne til at konkurrere med regioner, der bedre forstår principper om individualitet og merit, og ikke er ramt af den illusion, at de to køn kæmper mod hinanden som grupper.

Det er netop ideer som kønsmainstreaming og andre gruppebaserede “os mod dem” ideer, der polariserer og giver illusionen af gruppekonflikt, ja tilmed skaber konflikten, da de skaber privilegier uden base i merit og derfor tvinger modrettede foranstaltninger ad infinitum.

Jeg har i den seneste tid haft lejlighed til at overvære en række ansøgningsprocessor til EU. Uanset hvad ansøgningen har drejet sig om, fra projekter om biller i Portugal til portaler for IT-standardisering, har det været et krav at den skulle indeholde en detaljeret redegørelse for, hvordan projektet medvirker til realisering af de politiske 50 / 50 mål om fordeling af kvinder og mænd i alle samfundsinstitutioner.

Dette politiske ideal er ikke bare skadeligt for vores konkurrence evne, det vil også på sigt medføre personlige tab og apati – af de samme årsager.

Det er altid konsekvensen, når politiske principper uden forståelse for vores natur sættes over vores frie valg og placering efter evne og behov.

Alle individer, uanset køn, arbejder bedst og lever mest lykkeligt, når de får muligheden for at placere sig der, hvor deres evner og lyster disponerer dem.

I den forbindelse er det vigtigt at erkende at kvinder og mænd som grupper udgør overlappende – men forskudte - normalfordelinger, hvad evner, behov, smag og lyster angår. Derfor vil en fri individuel fordeling ikke resultere i den ønskede 50 / 50 fordeling.

Der må naturligvis ikke være forhindringer for den enkelte kvinde eller mand der har lysten og evnerne til at bevæge sig ind på områder, hvor de kønsmæssigt set er i mindretal. Men længere kan vi heller ikke gå. De skal have de samme betingelser som resten inden for området – hverken mere eller mindre.

Det følger også af, at de statiske fordelinger er overlappende og ikke fortæller noget om, hvor det enkelte individ befinder sig.

Positiv særbehandling er ret beset et tilbageskridt imod tidligere tiders traditionelle samfund, hvor et bestemt kønsligt tilhørsforhold havde en urimelig stor betydning for ens chance for succes inde for et givent felt. Nu handler det blot om et naivt 50 / 50 politisk ideal i stedet for et traditionsbaseret mønster.

Feminister påstår ofte at fordre kvinders individuelle valg, en fordring jeg deler med dem. Derfor har det været skuffende at have måttet konstatere, at mainstreaming er en agenda, der er skubbet ind i Danmark og EU primært af den gruppe, der identificerer sig som feminister.

Rent arbejdsmæssigt er det også frustrerende at skulle redegøre for kønslige aspekter ved projekter, der tydeligvis kun af de allermest psykotiske individer, vil kunne forestilles at indeholde sådanne.

Med andre ord, går der masser af skattekroner til at opfinde historier om, hvordan eksempelvis en ansøgning om støtte til et forskningsprojekt i havbundens sammensætning influerer på kønsroller og kvinders muligheder i vores samfund.

Der bruges al for megen tid og ressourcer på dette, i stedet for at koncentrere sig om det emne, der rent faktisk er under behandling.

Jeg har selv siddet med 60-70 siders ansøgninger, hvor 14-15 sider omhandlede mainstreaming til trods for at projektet på ingen måde, af et rationelt individ, kunne tænkes at have nogen betydning for målet med mainstreaming.

En anden ting der er værd at nævne i denne sammenhæng er, at en lang række EU programmer giver kvinder ekstra point, blot fordi de er kvinder. Eksempelvis Marie Curie programmet.

Konsekvenserne er de samme, og det er da også en del af mainstreamingsstrategien.

Afsluttende vil jeg bemærke at jeg har den store glæde næsten dagligt at møde talentfulde unge kvindelige forskere. Min tiltro til deres evner er så stor, at jeg ikke finder noget problem i at afsværge et politisk program med totalitære tendenser, som mainstreaming uden tvivl er det.

De kvinder skal nok selv finde ud af at placere sig efter evne og behov, de har ikke brug for at mænd skal diskrimineres så de kan komme frem.

Jeg finder de politiske feministers manglende tiltro til kvinders iboende evner nedladende, og så helt generelt gerne at EU og Danmark søgte en mindre politiseret rekrutterings- og forskningsstrategi.