Erik Hansen-Hansen om forskning i luksusmode, tværfaglighed og formidling

Lennart Kiil: Hvornår begyndte din forskerkarriere?

Erik Hansen-Hansen: Det gjorde den vel officielt, da jeg begyndte på min Ph.D. i 2003. Det må være der, man officielt set er forsker. Før Ph.D'en kan man selvfølgelig godt arbejde med forskning, men Ph.D'en er jo en uddannelse, der er lavet med henblik på at skabe forskere.

Hvor lavede du din Ph.D?

Det var på Kunstakademiets Arkitektskole, hvor jeg var indskrevet, men min institution var Danmarks Designskole.

Hvad handlede din Ph.D om?

Helt overordnet handlede den om luksusmode. Lidt mere indsnævret; nutidig, global luksusmode. Fordi man kan definere luksusmode på forskellige måder. Opgaven gik ud på at forholde sig til luksusmoden, som den eksisterer i dag.

Samtidigt var der ufattelig meget begrebsafklaring i den også.

Så der var ligesom to Ph.D'er. Den ene drejede sig om at forstå luksusmoden, som den er lige nu, og den anden del var et forsøg på at forstå moden filosofisk. Også emner som modehadet og kvindelig skønhed kom jeg meget ind på.

Hvordan blev du så interesseret i evolutionær psykologi?

Da jeg lavede min Ph.D, faldt jeg flere gange over referencer til emnet. Også fordi det ligger i tiden. Så når jeg læste om generelle teorier inden for arkitektur og design, kom der af og til nogle interessante henvisninger til evolutionær psykologi.

Så begyndte lavinen at rulle. Jeg læste op på referencerne og blev klar over, at der var noget galt med hele mit hidtidige teorifundament. Det betød så også, at jeg blev et år forsinket.

Jeg tog mig simpelthen den frihed ikke at få løn i et år, hvilket var katastrofalt for min økonomi, men jeg fortryder det ikke, for det gav mig muligheden for at undersøge uden at have de tidsmæssige begrænsninger. Jeg kunne på den måde komme ordentligt omkring de her andre måder at se tingene på.

Hvad betyder tværfaglighed så?

Jeg mener, tværfaglighed er meget vigtig. Jeg er nok inden for et af de forskningsfelter, der har den mest multidisciplinære tilgangsvinkel overhovedet. Og det er ikke bare et spørgsmål om tilgangsvinkel i forhold til teorier. Det mener jeg er fuldstændigt selvfølgeligt inden for designforskningen. I modsætning til for eksempel litteratur har vi ikke på samme måde en langt, lukket tradition. Så designforskningen låner nødvendigvis fra alle mulige forskellige discipliner. Sociologi, management, psykologi og så videre og så videre.

Det er den ene side.

Metodisk er jeg også meget glad for at eksperimentere. Jeg indrager både kvalitative og kvantitative data, men også billeder og videoer bruger jeg i min dokumentation, og lader det indgå også som empiri.

Men det handler vel også om, at mode er derude i 'virkeligheden' – i modsætning til for eksempel litteratur?

Ja, for mode er jo ikke et akademisk fag som sådan. Det er det jo efterhånden så ved at blive, men ikke på samme måde som matematik eller fysik. Vi har slet ikke den samme lange tradition.

Mode er jo først og fremmest et forbrugeranliggende og et produktionsanliggende, og så er det efterhånden blevet en del af et eller andet, der hører under nutidig sociologi. Så det er et fænomen man ligesom kigger på ude i verden, snarere end det i sig selv er en streng akademisk disciplin.

Moden er sådan set blevet angrebet teoretisk fra to forskellige sider, den business-agtige management og fra kønsforskningen, som er en del af humaniora. To vidt forskellige verdener. Men også efterhånden fra netværksteori og andre nyere discipliner, der kan være med til at belyse, hvad det er, der foregår. Det er meget tværfagligt og det kan næsten ikke være anderledes.

Hvordan formidler du din forskning?

Jeg har valgt, at jeg gerne står til rådighed for medierne – sådan bredt set. Jeg kan godt finde på at sende en journalist videre til en anden forsker, hvis jeg ikke mener, jeg er kompetent. Det sker tit. Men hvis det er noget, der ligger inden for mit område, plejer jeg at tage mig tid til de her interviews med medierne.

Jeg er meget i medierne generelt. Jeg har brugt meget tid i TV. Jeg har ufattelig mange interviews i aviserne. Men jeg gør det endda også til modeblade i ny og næ. På den måde er jeg ikke særlig “snobbet”. Jeg mener ikke, det er min opgave at vurdere, hvem der er mest “lødig” og vil meget gerne formidle på flere forskellige planer.

Jeg for også meget skæg ud af det. Det giver mig meget at tale med journalister på mange forskellige niveauer. Også fordi en del af modeforskningen har med modejournalistik og dameblade at gøre. Så det træner mig også i at være opmærksom på mit eget felt.

I øvrigt skærper det éns pointer, når man mange gange og på ganske kort tid skal forklare en position overfor lægfolk i stedet for at sidde og skrive og have meget lang tid til at dokumentere alting med referencer.

Så du får som forsker en del ud af at deltage i formidlingen?

Ja, meget. Men der er så også den ufattelige ulempe, at det ikke tæller særligt tungt i vores “interne bedømmelse”. Det er en masse kriterier man skal opfylde. Man skal som forsker yde meget, og det er forståeligt nok, men man risikerer også, at det bliver meget overfladisk, når man bare skal producere noget for at vise, man har fået noget fra hånden. Efterhånden er der forskere, der bare præsterer, fordi de skal opfylde deres normeringer. Så kan du få meget dårlig forskning. Forskning hvor man bare lirer noget af, fordi man skal have sine point. Og når så formidlingen oveni ikke tæller særligt meget i det system, risikerer man, at forskere spiser medierne af med selvfølgeligheder.

Den lave værdisætning af formidlingen internt er demotiverende, fordi man i forvejen ikke kar ret meget tid. Og nogle gange får man nærmest en kold skulder, “nu må du altså geare lidt ned med det der formidling!”.